"Endestationen" af Conny Palmkvist

Nogle bøger er så sjove, at man griner og bliver glad. Nogle bøger er magiske, suger dig ind i deres sider og tager dig med på en fantastisk rejse, til et univers, som du aldrig nogensinde vil hjem fra igen. Nogle bøger vil allerhelst fortælle dig fakta om dyr og planter, livet, universet og give dig svar på alt mellem himmel og jord. 

Og så er der de andre..

Og så er der dem. De andre. De bøger, som skærer dig i hjertet og river tårerne ud af dig, så snottet står i slimspor under næsen. Dem der, når du har brug for netop dét, gør så ondt, at det gør helt godt. Bagefter. Når du har krøllet dig ud igen, efter at være krøllet helt sammen, som en meget fugtig, sammenkrøllet klud.

Bøger som Brødrene Løvehjerte af Astrid Lindgren, Monster af Patrick Ness og Et hemmeligt land af Katherine Paterson. Eller som Endestationen af Conny Palmkvist, hvor Nicolaus på 12 år sidder i forhallen på et hospital i Helsingborg og venter på, at hans mor skal dø. 

Et sted midt imellem – hvor alt kan ske

Da Nicolaus tager elevatoren op til stuen, hvor hans mor ligger syg, for at få sagt et sidste farvel, så tager hans ben ham i stedet tilbage til elevatoren i en fart.

Nicolaus trykker på knappen ned til kælderen. Ned under kælderen. Ned til endestationen, til stedet midt imellem, hvor klokken altid er 00:04. For det er ikke retfærdigt, at ens mor skal dø og Nicolaus aner, at han på mystisk vis er ankommet til et sted, med en ganske lille chance for at ændre sin mors skæbne. Måske.

Måske kan han redde sin mor. Måske er formålet med stedet midt imellem et helt andet, som Nicolaus først skal finde modet og plads i hjertet til at forstå. 

Har du brug for en lille ridse i hjertet og en god tudetur, så skal du afgjort læse denne bog.