Biblioteket anbefaler: Filmen "Monster"

I dette elegant sammensatte psykologiske drama møder vi drengen Minato (Sõya Kurokawa), der går i femte klasse og bor alene med sin mor, Saori (Sakura Andõ). Faren døde nogle år forinden.

Saori opdager, at Minato begynder at udvise en usædvanlig adfærd. Han stikker af fra hjemmet om natten, klipper sit hår, kommer hjem med kun én sko, kaster sig ud af bilen, mens de kører, og nogen påstår, at han er udstyret med en grisehjerne.

Set udefra virker Minato selvmordstruet, og ikke overraskende viser det sig, at hele miseren er skolerelateret.

Da han en dag kommer hjem fra skole med en blodtud, ser det ud til, at det er den nye lærer hr. Hori, der både mobber og nu også fysisk forulemper Minato.

Saori konfronterer skolens bestyrelse, inklusive den ældre kvindelige rektor og hr. Hori. Der bliver undskyldt og bukket, men det hele foregår på en meget passiv facon, hvor ingen tager ansvar, hvilket naturligt frustrerer Saori.

Men det virker også, som om hr. Hori overhovedet ikke kan greje anklagerne mod ham. Der er mange sider af samme sag i "Monster".

Rashomon-effekten 

For her laver Kore-eda et genialt træk. Cirka 40 minutter inde skifter filmen synsvinkel – væk fra Saori, så det nu er hr. Horis beretning, vi er vidne til. Et filmisk greb, i øvrigt med japanske rødder, der kaldes Rashomon-effekten, opkaldt efter Kurosawas klassiker fra 1950, hvor vi får serveret et mord på en samurai fra tre synsvinkler.

Kore-eda er selv bekendt med grebet fra hans mordmysterium "Det tredje mord" fra 2017. Men i "Monster" får han enderne til at passe med en imponerende lethed.

Hr. Hori viser sig at være en omsorgsfuld og ansvarsbevidst lærer. Rygterne blandt eleverne går i starten af filmen på, at han jævnligt frekventerer et bordel, men dét kan der også skydes en lang hvid pil efter, når vi får hr. Horis historie.

Sandhedens time

I filmens fremragende tredje akt gælder det sandhedens time, idet vi får Minatos udlægning af begivenhederne. Her udfoldes det komplekse venskab mellem Minato og det feminine mobbeoffer, klassekammeraten Yori (Hinata Hiiragi).

Det er Yoris alkoholiserede alenefar, der insinuerer, at Yori har en grisehjerne, men forsikrer, at han nok skal få ham kureret. For hvad, spørger filmen. En spirende, men forkert seksualitet? Minato forsikrer gang på gang Yori om, at han ikke skal kureres for noget som helst.

Sublim film 

Efter et par lidt mindre succesfulde smutture til Frankrig og Sydkorea er Kore-eda hjemme i vante rammer i Japan. Herfra instruerede han hovedværker som "Nobody Knows", "Min søns familie" og Guldpalmevinderen "Shoplifters".

Med "Monster" er det igen de komplicerede familiestrukturer, undertrykte følelser, hemmeligheder og sorg, der er i fokus. Men filmens leg med subjektivitet og tid gør "Monster" til en anderledes, men også sublim oplevelse.

Kore-eda viser sig igen som en fantastisk personinstruktør. Særligt imponerende er skuespillet, de to børneskuespillere Sõya Kurokawa og Hinata Hiiragi lægger for dagen. De svære følelser, der rammer alle teenagebørn, bliver leveret med en naturlighed, som sjældent ses.

Filmens dramatiske, men også fine slutning skal ikke afsløres her, men det kan godt røbes, at filmen ikke indeholder et monster i klassisk forstand, men kan ses som en reminder om, at hvis vi ikke forstår hinandens handlinger, kan vi alle blive til monstre.

En film, der rummer så mange genialt indlejrede hemmeligheder, at man sagtens kan anvende alle sine Filmstriben-point på at gense.