Biblioteket anbefaler: Bogen "Skolen for livet"
"Skolen for livet" er en både vældig morsom og yderst tankevækkende tegneserie i en kras og skramlet streg.
Af Maj Kalfod
Giver du dig i kast med at læse Simon Petersens seneste tegneserie, bliver du fluen på væggen i både klasseværelset på en FGU for ”specielle elever med visse udfordringer” og kommer med ind på lærerværelset med hovedkarakteren Simon, den nyuddannede lærer, der egentlig allerhelst bare vil tegne.
Si’r du undskyld, fordi du hedder Simon?
Simon bokser med voksenlivet; Han har netop færdigt gjort læreruddannelsen, men brænder jo egentlig for at tegne selv. Og ikke så meget for at være folkeskolevikar for uinteresserede børn i billedkunst eller for aftenskoleholdet på Billedskolen med kun to deltagere. Samtidig er kæresten klar til at købe lejlighed og stifte familie.
I prologen møder vi Simon i (endnu) en ubehagelig vikartime, hvor en skarp elev på mellemtrinnet med det samme fanger hans usikkerhed og ”outer” ham med spørgsmålet: ”Si’r du undskyld, fordi du hedder Simon?”. Så er alt ligesom lagt frem.
Da Simon bliver tilbudt et job på en FGU (Forberedende Grunduddannelse) takker han ja og træder dermed ind i en helt speciel verden, nemlig lærerverdenen. Et mikrokosmos af unge mennesker og deres lærere, der alle har deres at bøvle med i det fællesskab, de nu engang er en del af.
Humor og alvor
De to yderpunkter blandt lærerkræfterne – den gamle Knirke, der mest er med for kagens skyld, sover på sofaen og mangler halvdelen af tænderne, og den stramtandede, temperamentsfulde Grethe, der insisterer på, at alt skal være som det plejer – bliver Simons lærerteam.
Derudover byder både lærerværelset og klasselokalet på en række farverige karakterer, som på trods af den begrænsede plads tegner nuancerede portrætter af mennesker, man nemt kan genkende fra sit (skole)liv.
Gruppen af elever har hver deres personlige udfordringer og drømme. Der er noget dybt relaterbart i alle karaktererne, de er ikke bare stereotyper, men rummer kompleksitet og dybde. Der er plads til både humor og alvor i deres udvikling, hvilket gør dem levende og troværdige.
Vi kommer også omkring parforholdet, Simons venskaber og ikke mindst Jobcenteret. Især portrættet af sidstnævnte er morsomt og skarpt.
Livets op- og nedture spiddet
Simon Petersens Skolen for livet er en tankevækkende, rørende og humoristisk tegneserie, der henvender sig til både unge og voksne læsere. Uanset om man selv har været elev eller har haft rollen som underviser, tror jeg, at alle vil kunne få noget ud af at læse den.
Den er en stærk kommentar til ungdomslivet og de komplekse spørgsmål om livets op- og nedture, som livet er fuld af. Tegneseriens evne til at balancere det lette og det alvorlige, samt dens fine skildring af unge menneskers udvikling, gør den til en værdifuld og relevant læseoplevelse.
Om Simon Petersen
Simon Petersen (f. 1978) er tegneserie-afficionado. Han blogger på Instagram, på tegneseriemediet Nummer9.dk og er altid til stede på diverse tegneseriefestivaler.
I 2021 udkom Punk Life Crisis om en mands midtvejskrise med den alternative musikscene som baggrund. Med den vandt han Claus Deleuran Prisen i kategorien "Årets bedste danske tegneserie".
Simon Petersen bruger, som i tidligere værker, sig selv og sine egne livserfaringer som hovedperson og brændstof for historien.
Simon Petersen har også udgivet serier i USA på forlaget Pronto Comics, bl.a. Hackers of Fate, I was a Hippie Cartoonist, Coming to America og Don’t Laugh.
Simon Petersens arbejde med tegneserier er støttet med et arbejdslegat fra Statens Kunstfond.