Litteratur

Biblioteket anbefaler: "Skyggen foran mig"

Kim Fupz Aakeson er en af de forfattere, vi læser alt af – både børnebøger, ungdomsromaner og voksenlitteratur. Med sit knivskarpe sprog og sin helt særlige blanding af alvor og tør humor formår han at skrive sig ind under huden på læseren hver gang.

Af Kajsa Nerud

Romanen handler om en mand, der løslades efter 12 år i fængsel. Han har ikke meget – ingen bolig, ingen identitetspapirer, intet MitID – kun en gammel ven, Mikael, som han flytter ind hos. Han er som et barn i en voksen verden, uden retning, men med en idé: Han vil gå. Langt. Hele vejen til Verdens Ende. Han køber et par vandrestøvler i Spejdersport og begynder sin vandring ad Caminoen.

“Okay, tænker jeg. Jeg er ædru alkoholiker. Ikkeryger. Jeg er drabsmand. Jeg er far. Jeg er 52 år. Jeg vejer 75 kilo plus minus. Jeg er drabsmand. Jeg er far. Ikkeryger. Jeg er løsladt. Jeg er ædru. Jeg er clean. Jeg er drabsmand. Jeg er min ven Mikaels ven. Jeg er ikke ung. Jeg er nøgen. Plus minus. Jeg nikker derinde, nikker til mig selv i spejlet. Så er det altså sådan nu, en slags status.”

Kim Fupz Aakeson
(C) Copyright Sara Galbiati / Gyldendal Medie
Skyggen foran mig - roman

Brudstykker af et liv i opløsning

Fortællingen udfolder sig i et roligt tempo og bevæger sig mellem nutiden og fortidens brudstykker. Vi får indblik i det liv, der gik forud for dommen – et liv præget af tilfældige småjobs, bl.a. med at rydde dødsboer, et destruktivt parforhold og et stigende forbrug af fentanyl. Til sidst bliver sønnen tvangsfjernet, og spiralen er fuldendt.

Vi følger også hans tid i fængslet, hvor han tilbringer dagene med de øvrige indsatte på den særlige afdeling – blandt kvindemordere og pædofile. Her får han tilnavnet Paven, fordi han læser Bibelen – ganske enkelt fordi det er den tykkeste bog, han kan få fat i. Vi får aldrig hans rigtige navn at vide.

"Det var som at lære et nyt sprog. Velsignelse. Livets Træ. Næstekærlighed. Barmhjertighed. Alle de ting, den taler om, og måden den gør det på, ord jeg ikke kendte, men alligevel kendte, det satte sig langsomt, det lugede ud i det sprog, der ellers havde været mit: pis, so, kælling, fucking, lort, fandens, pikhoved."

En stille fortælling om skyld og håb

Skyggen foran mig er en stille, rørende og kompromisløs fortælling om et liv på kanten. Om skyld, tilgivelse og de konsekvenser, vores valg fører med sig. Men det er også en underspillet beretning om at gøre bod, om afsoning og måske – bare måske – om muligheden for en ny begyndelse.

“Bare du læser bogen”

Berlingske skrev i deres anmeldelse:

“Kan man tilgive det utilgivelige? Det giver forfatteren Kim Fupz Aakeson et seksstjernet svar på i Skyggen foran mig. Kald den et hovedværk, et mesterværk – kald den, hvad du vil. Bare du læser bogen.”