Biblioteket anbefaler: Filmen "Holy Spider"
En brutal og smuk fortælling om fanatisme, vold og et samfund i opløsning. "Holy Spider" kryber ind under huden og efterlader seeren med lige dele afsky og uro.
Af Morten Krøier Grützmeier
Ali Abbasi er en instruktør, som formår at skabe interesse for sine film og samtidig styre dragen i vinden – eller måske ligefrem skabe vinden, så dragen kan få luft under vingerne.
I "Holy Spider" genfortælles en sand historie fra Iran. En række mord på kvinder begynder at finde sted i Mashhad, en millionby i den nordøstlige del af Iran. Et fællestræk ved ofrene er, at kvinderne er prostituerede og lever på kanten af, hvad der er accepteret og lovligt i det islamisk styrede Iran.
Som seer følger vi to spor: Journalisten Arezoo, som forsøger at opklare mordene, der bliver syltet af det iranske politi. Samtidig ser vi Saeed begå de grufulde drab, når han kører rundt i nattetimerne og samler kvinderne op på sin motorcykel for at udføre sine frygtelige planer. I Saeeds hoved er det Gud, som fortæller ham, at han skal dræbe de kvinder, der er prostituerede.
Stærkt skuespil
Det er hård kost at se "Holy Spider", men samtidig er det modsætningsfyldt at opleve den smukke natur og det ellers venlige folkefærd, som vi som seere bliver præsenteret for. Langsomt bliver Arezoo mere og mere involveret i sagen og kommer tættere på at opklare mordene dog med stor risiko.
Scenerne i "Holy Spider", hvor Saeed ”taler med Gud” og oprigtigt tror, at han udfører noget godt, er et eksempel på utroligt stærkt skuespil og et uhyggeligt billede på, hvordan fanatisme og psykisk sygdom i dette tilfælde smelter sammen. Samtidig er det med til at vise Ali Abbasis syn på et system i opløsning.
Kontrasterne lever
Den danske komponist Martin Dirkov har skabt et soundtrack, som både er smukt og skarpt nok til, at man kan skære sig på det. Kontrasterne mellem den klassiske musik og den elektroniske distortion er med til at give seeren en følelse af utryghed, som hele tiden lurer lige om hjørnet. Billederne og musikken smelter sammen til en ledsager, der langsomt varsler seeren om, hvad der venter.
Selvom filmen er fra 2022 og var aktuel under de protester, der fandt sted på det tidspunkt, er den stadig yderst vedkommende i dag. Det er ikke et blik ind i den nuværende krig, men et indblik i den virkelighed, iranere har levet i gennem mange år.
Mere info om "Holy Spider"
Udgivet: 2022
Instruktør: Ali Abbasi
Medvirkende: Mehdi Bajestani, Zar Amir Ebrahimi, Afshin Kamran Bahrami m.fl.