Astrid Nonbo Andersen og Martine Lind Krebs: Monumentet
Astrid Nonbo Andersen og Martine Lind Krebs er de første forfattere i Øregårdssalen til Gentofte Bogmesse. De taler med bibliotekets litteraturformidler Paul Calderara Eskekilde kl. 11.15.
Af Gentofte Bibliotekerne
Astrid Nonbo Andersen er forsker og idéhistoriker med speciale i historisk retfærdighed, kolonihistorie og historiepolitik, mens Martine Lind Krebs er journalist og antropolog med opvækst i Grønland og har et indgående kendskab til grønlandske forhold. Sammen forener de forskning og praksis i deres arbejde med Grønlands historie og relationen til Danmark.
Monumentet
Grønlandsmonumentet på Christianshavns Torv i København blev opført i 1938, men hvad er det egentlig et monument over? Gennem fortællingen om de to grønlandske modeller og deres liv i mellemkrigstidens København udfolder bogen en større historie om magt, repræsentation og de forestillinger om Grønland, der har præget relationen til Danmark – fra internationale stridigheder til nutidige opgør.
Hvorfor glæder vi os til interviewet?
Det bliver spændende at tale med forfatterne om, hvordan ét monument kan rumme så komplekse fortællinger om historie, identitet og magt. Monumentet kaster nyt lys over et velkendt kunstværk og rejser aktuelle spørgsmål om forholdet mellem Danmark og Grønland i en tid, hvor internationale interesser igen retter sig mod Grønland.