Alberte Winding: En sang man kan græde til
Alberte Winding taler med kommunikationsmedarbejder og journalist Sisse Haugland romanen "En sang man kan græde til". De går på scenen i biblioteksrummet kl. 12.15.
Af Gentofte Bibliotekerne
Alberte Winding (f. 1963) er sanger og forfatter og har både skrevet til børn og voksne. I 2008 udkom Tisvilde strand, som blev hendes debutroman for voksne og her efter fulgte erindringsbøgerne Kastevind og Småt brændbart. I 2023 vendte hun dog tilbage til fiktionen med romanen Hvad jeg tænker mens du taler.
En sang man kan græde til
I 2025 udkom En sang man kan græde til. En smuk og rørende historie om kvinden Saskia, som tager til New York for at optage et lydkunstprojekt, men nok mest af alt for at glemme sig selv.
Efter flere år i fertilitetsbehandling, et forlist forhold og et dødsfald i den helt nære familie virker det oplagt at tage væk fra Danmark. Men hvordan kommer man videre, når fortidens sorger følger efter lige i hælene?
Hvorfor glæder vi os til interviewet?
Alberte skriver med en stille og stemningsfuld poesi og dyb indsigt i det menneskelige sind. Vi glæder os til at tale med hende om de store temaer i bogen: Om sårbarhed, moderrollen og om at føles sig fortabt midt i livet.