Litteratur

Lena Andersson: Mænd og kvinder

Lena Andersson taler med litteraturformidler Christine Fur Fischer om romanen "Mænd og kvinder". De går på scenen i biblioteksrummet kl. 10.45.

Af Gentofte Bibliotekerne

Lena Andersson
Foto: Nadja Hallström

Lena Andersson (f. 1970) er svensk forfatter og debattør og har efterhånden en lang række titler på cv'et. Hun debuterede i 1999 med romanen Var det godt? Og i 2013 udgav hun Brugstyveri - en roman om kærlighed, som hun modtog den prestigefulde litteraturpris Augustprisen for.

Denne roman blev også læsernes første møde med karakteren Ester Nilsson, en intellektuel digter og skribent med hang til filosofiske tanker. Når det kommer til sine (ofte ulykkelige) forhold til mænd, tænker hun dog langt fra klart.

Mænd og kvinder

I 2025 udkom tredje del af serien om Ester Nilsson Mænd og kvinder, og der er gået godt 10 år siden, vi slap hende i romanen Uden personligt ansvar. Temaet er stadig det samme, men denne gang foregår handlingen i København, hvor Ester møder amerikaneren Paul Henning. I romanen behandler Lena Andersson begæret og parforholdet fra nye vinkler.

Hvorfor glæder vi os til interviewet?

Vi glæder os til at høre Lena Andersson, fordi hun med skarphed, intelligens og humor dissekerer kærlighed og relationer på en måde, der både er genkendelig, underholdende og tankevækkende.