Biblioteket anbefaler: Bogen "Lignelsen om såningen"
Er science fiction ikke lige dig, bør du alligevel give science fiction-romanen "Lignelsen om såningen" fra 1993 en chance. Den er i år endelig udkommet på dansk.
Af Klara Hegnet Knudsen
I USA har den amerikanske forfatter Octavia E. Butler været en litterær superstjerne siden 1990’erne. Hun bliver kaldt for science-fiction-genrens moder og en profetisk stemme i amerikansk litteratur, der har forudset den fremtid, vi nu lever midt i.
I Danmark er hendes forfatterskab først lige begyndt at sprudle med dansk oversættelse af Lignelsen af såningen og efterfølgeren Lignelsen om talenterne samt den mere historiske roman Slægtskab.


Litterær profet
Octavia E. Butlers måde at sammentænke klima, politik og samfund er fascinerende og overraskende tidssvarende til de konflikter, vi rent faktisk står og kæmper med i dag.
Selv har forfatteren, der døde i 2006, i et interview forklaret, at hun altså ikke er profetisk, men at hun, før hun skrev, blot lyttede til nyhederne i radioen hver dag og der efter forestillede sig, hvordan verdenssituationen ville udvikle sig i fremtiden.
Og her må man sige, at hun i Lignelsen om såningen, der er første bog i serien Earthseed, på mange måder har ramt plet.
Romanen, der er fra 1993, starter i år 2024. Los Angeles brænder og højreekstremismen blomstrer. Klimakrise, stråling fra atombomber og borgerkrige har gjort USA til et sted, hvor drømmene om en bedre fremtid er død.
Hovedpersonen og jeg-fortælleren Lauren Olamina, der er 15 år gammel, bor med sin familie i en lille og beskyttet enklave. Romanen skal forestille at være den dagbog, Lauren Olamina fører, mens hun planlægger og senere flygter nord på væk fra sit hjem og et USA, der er gået i brand.
Lignelsen om såningen er en bog, der handler om at være på flugt og den enorme udsathed, det medfører. Men mest af alt er det en fortælling om det håb og de muligheder, der ligger i det at bevæge sig et ny sted hen.
Forandringens håb
Lauren Olamina skiver i sin dagbog et mantra, der snart også bliver en religion for hende og dem, hun møder på sig vej nord på:
”Alt du rører ved
Forandrer du.
Alt du Forandrer
Forandrer dig.
Den eneste varige sandhed
Er Forandring.
Gud er forandring.”
Lignelsen om såningen er på trods af de mange år på bagen hyper aktuel i en verden, hvor klimakatastrofer raserer, og verdensordenen ryster. Selvom romanen kan lyde dystopisk, findes der en utopi eller et håb knyttet til det faktum, at alting altid vil være i bevægelse og under forandring, som Lauren Olamina skriver i sin dagbog.
Hvis du derfor går og følerd sig opgivende over hele verdenssituationen, er Lignelsen om såningen fremragende og på mange måder håbefuld læsning, også hvis science fiction aldrig helt har været noget for dig.