Fordyb dig i klassikere som lydbog og ebog på eReolen.
Fordyb dig i klassikere som lydbog og ebog på eReolen.

6 klassikere til ro og fordybelse på eReolen

Litteraturformidler Therese West Boardman anbefaler seks af sine yndlings-klassikere på eReolen.

Flere danske forlag har digitaliseret dele af deres litterære bagkatalog. Derfor kan du nu finde mange af de skønne klassikere på eReolen. Klassikere, som tåler at blive læst igen og igen. 

Her er seks anbefalinger, som du både kan låne som e-bog og lydbog.

"Madame Bovary" af Gustave Flaubert

"Madame Bovary" fra 1857 er nok Flauberts mest berømte værk.

Bogen fortæller historien om den naive bondedatter Emma, der drømmer om at finde den store kærlighed, hun kender fra de romantiske romaner, som hun er storforbruger af.

Da hun bliver gift med den unge læge, Charles Bovary, tror hun, at lykken er gjort, men livet som lægefrue lever langt fra op til hendes forventninger om et liv med lidenskab og luksus.

"Sult" af Knut Hamsun

I "Sult" fra 1890 går den navnløse hovedperson omkring i Kristiania (Oslo) og sulter. Han har ikke noget arbejde, men han skriver eller forsøger at skrive, mens han sulter sig til dødens grænse.

Sulten udvider hans evne til at sanse, og når han vandrer gennem gaderne, bliver han overvældet af byens mange indtryk.

Hovedpersonen vil lide til døden af sult. Han bruger nærmest sulten som metode eller inspirationskilde – han søger med andre ord en anden føde end den fysiske føde.

"Døden i Venedig" af Thomas Mann

Hovedpersonen i "Døden i Venedig" (1912) er den verdensberømte, aldrende forfatter Gustav Aschenbach, som har forsvoret sanseligheden og viet sit liv til at skrive.

Han er et meget pligtopfyldende menneske med stor selvkontrol og disciplin, men da han rejser til Venedig, bliver han bragt helt ud af fatning.

Det er ikke bare det lumre vejr i Venedig, der får Aschenbach til at gå op i limningen, men i høj grad mødet med den smukke 14-årige polske dreng, Tadzio.

"Mrs. Dalloway" af Virginia Woolf

Virginia Woolfs berømte roman "Mrs. Dalloway" fra 1925 har ikke et reelt plot.

Bogen er ikke inddelt i kapitler, men er én lang strøm af mennesker og tanker – én lang ”stream of consciousness”.

Historien spænder over én enkelt dag i London kort efter 1. verdenskrig. Big Bens timeslag markerer et mønster i romanen og hjælper til at forbinde personerne, der tilsyneladende lever uafhængigt af hinanden.

"Hærværk" af Tom Kristensen

"Hærværk" fra 1930 skildrer hovedpersonen Jastraus totale nedtur og selvdestruktion, hvor han sætter sit arbejde og sit ægteskab over styr.

Jastrau kæmper i dén grad med sine indre dæmoner. Han er en desperado og bliver mere og mere alkoholiseret. Han går i hundene på "Bar des Artistes", især i selskab med den gennem-alkoholiserede Kjær, der bare sidder og ser til, mens tilværelsen går sin skæve gang udenfor.

Tom Kristensen er ikke mindst kendt for sine ekspressionistiske digte. Der ligger flere af hans digtsamlinger på eReolen. Bl.a. Fribytterdrømme fra 1920, som var Tom Kristensens egentlige debut som forfatter.

"Fuglene" af Tarjei Vesaas

I "Fuglene" fra 1957 følger vi Mattis, som er noget af en særling. Han oplever verden intuitivt og lever tæt på naturen, hvor han afkoder vejret og kommunikerer med fuglene. Alt i naturen er for Mattis magisk, han ser bevægelser og betydninger i naturen, som ingen andre ser.

De lokale kalder ham "Tusten" – tossen. Mattis repræsenterer det irrationelle og umiddelbare. Dét som ikke kan forklares med fornuften alene.

Portrættet af den godhjertede og enfoldige Mattis er skrevet med stor indføling og respekt for den sårbare outsider.