Biblioteket anbefaler: Bogen "Hot Milk"
I ”Hot Milk” leverer den skarpe og humoristiske forfatter Deborah Levy igen en medrivende fortælling om identitet, løsrivelse og frihed.
Af Therese West Boardman
Deborah Levy fik sit store internationale gennembrud med den prisbelønnede og anmelderroste erindringstrilogi Ting jeg ikke vil vide, Livets omkostninger og Fast ejendom.
Trilogien er en beskrivelse af, hvordan livet har formet sig for Levy i henholdsvis 40’erne, 50’erne og 60’erne og handler samlet set om at finde sin egen stemme og indtage sin plads i verden. Det samme gør sig gældende i Deborah Levys romaner Augustblå fra 2023 og Hot Milk fra 2016, som netop er udkommet på Vinter Forlag på dansk ved Juliane Wammen.


Datteren
Den 25-årige Sofia arbejder som servitrice i London, og har mere eller mindre opgivet at færdiggøre sin ph.d.-afhandling i antropologi. Hun har sat sit liv på standby for at tage sig af sin mor, som lider af en mystisk sygdom i benene.
Sofia rejser med moderen til Andalusien for at opsøge en kontroversiel læge, som arbejder med ret tvivlsomme metoder og motiver, men måske er han moderens sidste redning – og dermed også Sofias redning.
Mens behandlingerne står på, udforsker Sofia den andalusiske kyst og konfronteres mere og mere med det klaustrofobiske forhold hun har til moderen. Beruset af varmen og havet, og ikke mindst mødet med den selvstændige og forførende Ingrid, indser Sofia efterhånden nødvendigheden i at frigøre sig fra sin dominerende og manipulerende mor.
”Jeg kan ikke leve sådan her. Jeg er nødt til at finde afbryderknappen”.
Moderen
Læseren lærer først og fremmest moderen Rose at kende gennem Sofias kritiske blik. Sofia kalder hende for ”en slags professionel invalid”, og efterhånden begynder hun at tvivle på, hvorvidt moderen vitterlig er lam i benene.
Som læser bliver man da også efterhånden i tvivl om, hvorvidt moderen blot er hypokonder og illuderer at være lam i benene – måske i et forsøg på at holde datteren tæt ind til kroppen. På samme måde kan man også få den fornemmelse, at Sofia bruger moderens sygdom og afhængighed af hendes hjælp som en slags undskyldning for ikke at færdiggøre sin ph.d. – og dermed blive en selvstændig voksen.
”Hun er min mor. Hendes ben er mine ben. Hendes smerter er mine smerter. Jeg er hendes eneste, og hun er min eneste”.
Symbiose
Den indbyrdes afhængighed mellem mor og datter er uomtvistelig, og det er tydeligt, at begge parter lider under den usunde symbiose. Romanen fremstår derfor som et nærmest antropologisk studie i et meget dysfunktionelt mor-datter-forhold, hvor Deborah Levy på sædvanlig vis sætter et spejl op foran læseren, som nemt kan genkende sig selv i karakterernes konfliktfyldte relation.
Som enten datter eller mor til en datter, genkender man let begge positioner. Konflikterne og frustrationerne mellem Sofia og hendes mor Rose er store og intense - samtidig er kærligheden dyb.
”Min kærlighed til min mor er som en økse. Den hugger dybt”.
Hot Milk er - som altid, når Deborah Levy styrer pennen - livsklog, skarp og humoristisk. Romanen giver et stærkt indblik i en ung kvindes identitetskrise og løsrivelse - ligesom Augustblå er en virtuos fortælling om en kvinde, som bliver nødt til at forsvinde for at kunne skabe sig selv på ny. Det handler igen i Hot Milk om at finde sin egen stemme og indtage sin plads i verden. Et tema som Deborah Levy raffinerede til perfektion i sin selvbiografiske trilogi.
Om forfatteren
Deborah Levy
(født 1959) i Sydafrika, men har boet det meste af sit liv i England. Hun har udgivet romaner, noveller, digte og teaterstykker - i en årrække var hun tilknyttet Royal Shakespeare Company som dramatiker.
Hun debuterede som romanforfatter i 1989 med Beautiful Mutants. Hendes romaner Swimming Time (2011), Hot Milk (2016) og The Man Who Saw Everything (2019) er alle tre blevet nomineret til den prestigefyldte Man Booker-pris.
Deborah Levy fik sit internationale gennembrud med den prisbelønnede selvbiografiske trilogi Ting jeg ikke vil vide” (2013, da. 2022), Livets omkostninger (2018, da. 2022) og Fast ejendom (2021, da. 2023). Den anmelderroste erindringstrilogi regnes i dag for en moderne klassiker.