Biblioteket anbefaler: Bogen "Magen"
Kan en tyk murstensroman fra 1976 om kærlighed og frihed fange læserne i 2025? Det kan den helt bestemt.
Af Maj Kalfod
Hvad betyder det at være i et parforhold? Hvilket ansvar indebærer det, og hvad kan man forvente af hinanden?
Det er hovedspørgsmålene i Magen, som følger den 20-årige Martina op gennem 1960-70’erne i Sverige. Først og fremmest i hendes relation med Gustav, men også i hendes liv med venner, studie/arbejde og ikke mindst med og som sig selv som kvinde.


Er det kærlighed?
Gun-Britt Sundströms debutroman Magen fejede benene væk under svenskerne i 1976. Nu bliver den udgivet i Danmark, og det bliver spændende at se, om det også bliver en klassiker her til lands.
Martina vil gerne være fri, uafhængig og selvstændig. Men så møder hun Gustav. Der er en helt specielt forbindelse med ham. Hun kan tale med ham om alt. Det eneste er bare, at han gerne vil giftes.
Martina og Gustav diskuterer, vender og drejer deres forskelligheder og deres omgangskreds’ forhold, samfundets indretning og forventninger til dem samtidig med, at de forsøger at få deres forhold til at fungere.
De giver op og går fra hinanden, finder sammen og begynder forfra. Igen og igen. Er det kærlighed?
Det lyder måske trivielt, men ikke når det er skrevet af Gun-Britt Sundström.
Jeg, mig, dem, os, vi
Martina ønsker ikke et traditionelt parforhold, hun vil være sin egen - som kvinde, såvel som i et parforhold.
Hun ryger pibe, læser stakkevis af bøger - herunder Kierkegaard - klæder sig, som hun vil, og hader at lave mad. Hendes ræsonneren sig frem gennem livet og forholdet og de små filosofiske samfundsafklædninger er sjove, skarpe og helt vidunderlige:
”Til syvende og sidst tjener det selvfølgelig alt sammen til, at naturen skal få sin vilje med én, så at man forplanter sig (i følelsen: Jeg-elsker-ham-så-meget-at-jeg-vil-lave-flere-af-hans-slags). Men man har jo også en hjerne”.
Gustav er mere konventionelt indstillet til kønsrollerne og parforholdet. Han er for det første ikke en tvivler som Martina, han elsker hende fuldt ud fra starten og ønsker en klassisk kernefamilie med forlovelse, ægteskab, børn og hjemmeliv. De både tiltrækker og frastøder hinanden - er på én gang “meant to be” og uforenelige.
De gør hinanden ondt gang på gang, har lange perioder væk fra hinanden, men deres tanker kredser konstant om den anden og dennes liv. Det gør ondt at være alene, må Martina konstatere, da Gustav rykker videre og pludselig - i hvert fald pludselig for Martina - har mødt en anden og ikke kan nås mere.
”Intet Gustav nogensinde har sagt, har gjort så ondt, som når han siger ”vi” og ikke mener os”.
Det kan måske i denne korte anmeldelse lyde som en meget banal historie, men jeg kunne simpelthen ikke slippe Martina, som er en utrolig karismatisk karakter og virkelig underholdende at lære at kende. Magen er en af de der helt skarpe, morsomme og vidunderligt nuancerede romaner, som man ønsker aldrig stopper.
Om Gun-Britt Sundström
Gun-Britt Sundström (f. 1945) er en svensk forfatter, dramatiker, oversætter og litteraturkritiker.
Hun har udgivet 16 bøger indtil nu, oversat et utal af især børnebøger og modtog i 2019 Helga Prisen, hvor begrundelsen gik på:
“hendes sproglige sensitivitet, selvdistance, sorte humor og skarphed”.