psykologiske krimier

Biblioteket anbefaler: 7 nervepirrende psykologiske spændingsromaner

02.04.24
Psykologiske thrillere er fyldt med isnende spænding, indviklede plots, uventede drejninger og skræmmende forbrydelser.

Her er 7 virkelig spændende psykologiske spændingsromaner.

bogens forside

Byttet af Stefan Ahnhem

Byttet af svenske Stefan Ahnhem er en psykologisk thriller om parforhold i opløsning. Og det er velskrevet og virkelig godt skruet sammen! 

Carl og Helene har brug for en lang ferie, hvor de har tid til at finde hinanden igen. De har fundet et drømmehus i Santa Cruz i Californien og byttet deres hjem med et amerikansk par, som skal tilbringe sommeren i deres villa i Stockholms skærgård.

Men så snart Carl og Helene lander i Santa Cruz er der noget, som føles forkert. Så huset virkelig sådan ud på billederne? Og hvad har det andet par egentlig gang i i deres hjem? Noget er helt galt.  

Lån Byttet her

bogens forside

Gæstelisten af Lucy Foley 

Handlingen i Gæstelisten af Lucy Foley udspiller sig på bedste Agatha Christie-vis på en afsidesliggende ø ud for den irske kyst. Her samles gæsterne til et bryllup mellem en succesfuld livstilsjournalist og en flot og charmerende tv-stjerne. Alt er planlagt ned til mindste detalje, da gæsterne ankommer til øen dagen før brylluppet. ⁠

⁠Ubehagelige sandheder begynder dog allerede at stikke hovedet frem inden festen overhovedet er gået i gang. En giftig cocktail af farlige hemmeligheder mellem gamle venner, klassekammerater og familie truer med at spolere den perfekte fest.

Et stormvejr fanger bryllupsgæsterne på øen, og et blodigt lig bliver fundet. Men hvem er morderen? Alle viser sig nemlig at have et motiv.⁠

Lån Gæstelisten her

bogens forside

Reykjavik af Ragnar Jónasson og Katrín Jakobsdóttir

Ragnar Jónasson og Islands statsminister Katrín Jakobsdóttir har skrevet krimien Reykjavík sammen. Det er et langsomt Cold Case mysterium, der er inspireret af en virkelig, uopklaret sag om den 15-årige pige Lauras forsvinden i 1950'erne.⁠

Mysteriet om Lauras forsvinden bliver Islands mest kendte uopklarede sag. I 1986 fejrer Reykjavik sit 200-års jubilæum, og i byen gør man sig klar til at være vært for topmødet mellem Ronald Reagan og Mikhail Gorbatjov.⁠

Mens verdens øjne hviler på Reykjavik, modtager den unge journalist Valur et mystisk brev med nye oplysninger om den nu tredive år gamle sag. Han påbegynder sin egen efterforskning af Lauras forsvinden fra den lille ø. Men så går det op for ham, at der er nogen i Reykjavik, der ønsker at holde hendes skæbne hemmelig for enhver pris.

Lån Reykjavik her

bogens forside

Den fremmede gæst af Lisa Jewell

I den her bog fører Alice Lake en bohemeagtig tilværelse som alenemor til tre børn i sit lille hus ved havet i East Yorkshire. En dag spotter hun en mand i regnen på stranden. Da han viser sig at have hukommelsestab, inviterer hun ham indenfor, så han kan komme i ly. Selv om hun måske burde vide bedre...

Samtidig, i London, sidder lykkeligt nygifte Lily alene og desperat og venter. Hendes mand er ikke kommet hjem fra arbejde. De to tilsyneladende uafhængige begivenheder viser sig at hænge sammen på en måde, ingen nogensinde havde kunnet forudse.

Lån Den fremmede gæst her

bogens forside

Nogle gange lyver jeg af Alice Feeney

Alice Feeney skriver mesterlige og ubehagelige spændingsromaner! I Nogle gange lyver jeg, som er hendes nyeste roman, vågner Amber Reynolds op på et hospital. Hun kan ikke bevæge sig, tale eller åbne øjnene. Hun kan høre alle omkring hende, men de ved det ikke.

Amber husker ikke, hvad der skete, men hun har en mistanke om, at hendes mand havde noget med det at gøre. Hun ved, at han ikke elsker hende længere. 

Læs også Alice Feeneys Sten saks papir og Hans og hendes.

Lån Nogle gange lyver jeg her

bogens forside

Pagten af Sharon Bolton

Få konstruerer så ubehagelige plots som Sharon Bolton! En idyllisk sommer ser seks talentfulde venner frem til hver sin strålende fremtid – indtil en dyst på vovemod går frygteligt galt, og en kvinde og to børn bliver dræbt.

Den 18-årige Megan påtager sig skylden og lader de andre beholde friheden til at fortsætte deres liv. Til gengæld går de alle med til at gøre hende ”en tjeneste“, når hun bliver løsladt fra fængslet. 

Tyve år senere er Megan på fri fod, og legen kan begynde..

Lån Pagten her

bogens forside

God pige slem pige af Michael Robotham

Evie Cormac er en pige uden fortid. Hun blev fundet beskidt og halvt udsultet for seks år siden i et hemmeligt rum i et hus, hvor et bestialsk mord var begået. Hun havde boet under tag med liget i månedsvis, sneget sig ud om natten for at stjæle mad og gemt sig for De ansigtsløse mænd.

Seks år senere, stadig uidentificeret, bor denne pige på et sikret børnehjem, hvor hun indleder en retssag og kræver at blive løsladt.

Retspsykolog Cyrus Haven bliver bedt om at vurdere, om Evie er klar til at blive sat fri, men han møder en pige, der er ulig nogen, han nogensinde har mødt. Beskadiget, destruktiv og selvhadende, men alligevel i besiddelse af en gave, der gør hende både fascinerende og farlig at være sammen med – evnen til at vide, når nogen lyver. 

Samtidig har Cyrus en anden forbrydelse at efterforske – mesterskøjteløberen Jodie Sheehans død. De to sager væves hurtigt sammen og trækker ham ind i en verden af hemmeligheder, hvor ingen taler sandt, og kun én person ved, hvem der lyver.

Lån God pige slem pige her

Materialer