Litteratur

Når litteraturen slår hårdt

Nogle bøger læser man for at drømme sig væk. Andre læser man for at blive slået i gulvet.

Af Kajsa Nerud 28. august 2025

Barske barndomsskæbner

I de seneste år har litteraturen fået en stærk bølge af forfattere, der sætter fokus på sociale skel og på liv, der ofte ligger uden for den brede offentligheds blik. F.eks. skriver Jacob Skyggebjerg, Sebastian Bune, Christina Hagen og Liv Duvå om opvækst på kanten af samfundet, om misbrug, om børn i velfærdsstatens blinde vinkler og om livet i betonområder, som sjældent bliver skildret indefra.

Morten Pape tegner gennem sine romaner – fra Planen (2015) til Nøglebarn (2024) – et stærkt portræt af livet i og omkring Urbanplanen på Amager og de sociale strukturer, der former mennesker i et hårdt miljø.

"Habibi"

Sebastian Bune skriver levende og direkte om udsatte børn i velfærdsstatens Danmark. I "Habibi" giver Bune de unge en stemme, der er fanget i et miljø, hvor voksne kriminelle styrer med brutal hånd. Det er en roman om at prøve at være god, men blive tynget af omstændighederne, og om at ane håbet under faren for at få frataget alt. Bune skriver med autoritet og indsigt – han kender miljøet indefra.

"Ned fra himlen"

Liv Duvås anmelderroste roman foregår i Brøndby Strand og skildrer både livet mellem de nedrivningstruede højhuse og hverdagen på en rideskole for børn, der vokser op under vanskelige vilkår. Det er en roman om alt det, vi arver fra tidligere generationer, om ophobede giftstoffer og om de fortællinger, vi bærer med os.

"POW POW POW"

Christina Hagen giver et råt og hjerteskærende indblik i barndom præget af svigt og overgreb, hvor frygten for vold trækker spor ind i voksenlivet. Genrebetegnelsen er ”Pistoldigte".

Råt liv på samfundets kant

Og så er der Jonas T. Bengtsson, der med et intenst og råt sprog skildrer livet på samfundets kant. Gennem hudløst ærlige portrætter viser han en tragisk tilværelse, hvor håbet konstant spirer, men gentagne gange knuses af virkelighedens barske realiteter. Han vil dog ikke selv betegne sine bøger som socialrealisme:

”Jeg ville aldrig selv betegne mit forfatterskab som socialrealistisk. Hvad pokker er det overhovedet? Det er det, middelklassen kalder litteratur, der beskriver underklassen” (Hvis jeg ville ændre samfundet, så var jeg ikke blevet forfatter, Information, 20.5.2017).

"Rødovre blues"

Fire vidt forskellige skæbners liv væves sammen i en historie om tilgivelse og om at vælge at gøre det rigtige for en gangs skyld.

Poesi og globalt blik

Også poesien har i de senere år givet socialrealismen nye stemmer. Fra Yahya Hassan til Jonas Reppel (Farfedt) og Emil Falster (Vordingbronx) mærker man, hvordan sproget selv bærer spor af klasse og baggrund. Hos Emil Falster bliver provinsen en kampplads, og Vordingbronx en poetisk fortælling om liv, ulighed og længslen efter noget andet – et råt og rørende indblik i, hvordan arv, ar og drømme sætter sig i kroppe og landskaber.

Læs også Institutionaliseret af Haidar Ansari: barske og kuldslåede digte om at bebo mange verdener samtidig – om både at være kriminel, bror og skoleelev. Fortællingen begynder den dag, jegets far kommer i fængsel, og slutter, da jeget selv afsoner en dom for forsøg på manddrab.

Men det er ikke kun i Danmark, at litteraturen åbner for nye stemmer fra kanten af samfundet. Den mexicanske forfatter Fernanda Melchor viser, hvordan socialrealisme kan forenes med en poetisk og intens prosa. I romanen Paradais følger vi to teenagere i et lukket luksuskompleks: Franco, ensom og besat af sin nabo, og Polo, der drømmer om at slippe væk fra sit hårde liv som gartner. De har næsten intet til fælles, men deler en rastløshed, der driver dem ud i en plan, som er både dumdristig og makaber.

"Paradais"

Velskrevet og vigtig roman om Polo og Franco, to utilpassede mexicanske teenagere, skrevet i et bramfrit og fremadskridende sprog. Til læsere af hæsblæsende litteratur om vold, ufrihed og det latinamerikanske samfund.

"Vordingbronx"

Barske digte fra en af underklassens stemmer, der har smadret glasloftet og er blevet akademiker. Samtidig er det en beretning om at være en del af et socialt belastet miljø i en provinsby.

"Institutionaliseret"

Digtene er en beretning med selvbiografiske træk om Haidar Ansaris opvækst - om vejen ind i kriminalitet og dermed det danske fængselsvæsen, både i form af ungdomsfængsler og rigtige fængsler.

Édouard Louis – Frankrigs kompromisløse stemme

Sidst, men ikke mindst, kan man ikke komme uden om den unge franske forfatter Édouard Louis. Inspireret af sin egen opvækst skildrer han vold, fattigdom og klasseforskelle med kompromisløs og ærlig prosa, der både rører og provokerer.

Han debuterede som 21-årig med romanen Færdig med Eddy Bellegueule, der handler om hans opvækst som homoseksuel i “Udkantsfrankrig” i et miljø præget af total armod – kulturelt, socialt og økonomisk.