Malene Ravn og bogen Den virkelige verden
Foto: Sara Galbiati

Biblioteket anbefaler: Bogen "Den virkelige verden"

05.03.24
Malene Ravn tager sine læsere med ned i kælderen under Frederiksberg Hospital, hvor flere hundrede psykiatriske patienter i 1960’erne blev behandlet med LSD.

Den virkelige verden er inspireret af en række virkelige begivenheder på Frederiksberg Hospital i 1960’erne, hvor omkring fire hundrede psykiatriske patienter blev behandlet med høje doser af det hallucinogene stof LSD.

En gruppe læger mente, at gentagne behandlinger med LSD kunne kurere alt lige fra hovedpine og impotens til depression og angst. Selv homoseksualitet var man overbevist om kunne "kureres" med det psykedeliske stof.

Doserne var i mange tilfælde op til 10 gange højere end det anbefalede. Det, der i starten blev betragtet som et mirakelmiddel, fik efterhånden karakter af et farligt eksperiment og fik fatale følger for patienterne.

Den magtfulde overlæge og den unge idealist

Romanen følger den unge og ambitiøse læge Edith, der i 1960 bliver ansat på Frederiksberg Hospital. Hun kommer under vingerne hos den karismatiske overlæge Hartung, som er overbevist om, at LSD kan kurere det syge sind.

Det er et stort og meget afgørende skridt i Ediths karriere, da hun bliver en del af Hartungs afdeling og får ansvaret for at behandle de psykiatriske patienter med høje doser LSD og ritalin.

Det viser sig, at Hartung lider af tilbagevendende depressioner i kølvandet på sin datters død. Det bliver hurtigt meget tydeligt, at Hartung genkender sin datter i Edith, og den autoritære og magtfulde Hartung fremstår samtidig som en faderfigur for Edith.

Hartung har store forventninger til Edith, og hun vil strække sig langt for at indfri dem.

Fra mirakelkur til mareridt

Edith arbejder hårdt og tror langt hen ad vejen blindt på Hartungs visioner om LSD-behandlingernes kurerende effekt. Virkningen af LSD bliver et sted i romanen beskrevet som et puslespil, hvor brikkerne falder på plads af sig selv.

Grundtanken med behandlingen er, at patienten ved at overgive sig til det bevidsthedsudvidende stof kommer i kontakt med fortrængte følelser og traumatiske oplevelser og herigennem opnår forløsning og helbredelse.

Der bliver skruet op for doserne, men efterhånden står det klart, at patienterne ikke får det bedre. Tværtimod plages de af angst og syner, der ikke vil forsvinde, og Edith begynder mere og mere at tvivle på hele projektet. Ikke mindst da en af hendes patienter begår selvmord.

Mirakelkuren har udviklet sig til et sandt mareridt.

Fra den virkelige verden

Malene Ravns roman er inspireret af virkelige hændelser og virkelige personer. Overlæge Hartung er baseret på overlæge Einar Geert-Jørgensen, som fra 1960 stod i spidsen for at give omkring fire hundrede personer behandlinger på Frederiksberg Hospital med høje doser LSD og ritalin, helt frem til der kom et endeligt forbud i 1974.

Ediths figur er inspireret af Ketty Kjærbye Kristensen, der i starten af 1960’erne var ansat som læge på Frederiksberg Hospitals psykiatriske afdeling. Hun efterlod sig et privat arkiv med hundredvis af journaler, breve og optegnelser.

Malene Ravn fik adgang til arkivet og har gjort brug af det i forbindelse med romanskrivningen.

De barske beskrivelser i romanen af patienternes skæbner og voldsomme hallucinationer og reaktioner på behandlingerne med LSD er inspireret af de faktiske patienters journaler og vidnesbyrd. At Den virkelige verden på den måde tager afsæt i virkelighedens mørke begivenheder, gør i høj grad læseoplevelsen endnu stærkere og intens.

”Da overlæge Hartung satte dosen op tredje gang, skete det. Vingerne slog ud inde i hende, som en bregneknop der rullede sig ud fra mavens inderste og slog mod kroppens skal. Hun vidste ikke, om hun kunne overleve den angst, der eksploderede i hende. Det var som om hun blev flået i stykker, bregnen der rullede sig op og ud og blev stor som et hus, alt gik itu”.

Mød Malene Ravn på Gentofte Bogmesse

Den 16. marts til Gentofte Bogmesse taler vores litteraturformidler Therese West Boardman med Malene Ravn om Den virkelige verden

Se hele programmet for Gentofte Bogmesse

Malene Ravn

Malene Ravn

(f. 1971) debuterede i 2014 med romanen Det eneste rigtige og fik sit store gennembrud med romanen I dine øjne fra 2018. I 2020 udkom romanen Hvor lyset er, der blev nomineret til DR Romanprisen 2021.

Malene Ravn har foruden romanen Den virkelige verden skrevet drama-manuskript til TV2-dokumentaren "Det sindssyge eksperiment". Serien indeholder bl.a. interview med tidligere patienter samt en journalistisk undersøgelse af Ketty Kjærbye Kristensens omfattende arkiv.

Materialer