Noget, der ligner "Sandøs rose"
Venter du på "Sandøs rose" af Jesper Wung-Sung, eller har du fået lyst til mere i samme spor? Her finder du romaner om ensomhed, længsel og historier, der bliver set fra nye vinkler.
Af Gentofte Bibliotekerne
Det er en modig øvelse at skrive sig ind i en dansk klassiker. Ikke desto mindre er det præcis, hvad Jesper Wung-Sung gør i Sandøs rose, hvor han digter videre på Martin A. Hansens Løgneren.
Denne gang er det ikke lærer Johannes Vig, der får ordet. I stedet flytter romanen blikket til Annemari, som er den unge kvinde, Johannes er forelsket i, og som i Løgneren i høj grad ses gennem hans blik.
I Sandøs rose får hun sin egen stemme.
Handlingen udspiller sig igen på den lille ø Sandø, hvor alle kender alle, og hvor længslen efter noget andet kan være svær at holde skjult. Annemari er begavet, temperamentsfuld og fanget mellem det liv, hun kender, og de muligheder, der åbner sig omkring hende.
Trekantsdrama
Annemari står mellem tre mænd og tre mulige fremtider.
Der er Oluf, som hører øen til, men også bærer øens begrænsninger med sig. Der er ingeniøren Harry fra fastlandet, som lokker med verden udenfor. Og der er læreren Johannes, der ser Annemaris begavelse og opfordrer hende til at læse videre.
Men Sandøs rose handler ikke kun om kærlighed eller valg mellem de tre mænd. Den handler også om at finde sit eget ståsted. Om at høre hjemme i sin egen tilværelse og om at træde ud af en fortælling, andre har skrevet for én.
Vil du læse originalen bag Wung-Sungs roman, er Løgneren det oplagte sted at fortsætte.
Noget, der ligner Sandøs rose
Her finder du bøger, der på hver deres måde minder om Sandøs rose. Romaner om ensomme tilværelser på øer, længsel, trekantsdramaer, stærke kvindeskæbner og mennesker, der forsøger at finde deres plads i verden.
Historier set med nye øjne
Sandøs rose er også en del af en større litterær tradition. Romaner, der vender tilbage til kendte værker og lader nye stemmer træde frem.
Det kan være bipersoner, der får deres egen historie. Kvinder, der før stod i kanten af fortællingen. Eller klassiske universer, der åbnes på ny, fordi perspektivet flyttes.
Herunder finder du bøger, der ligesom Sandøs rose digter videre på litteraturhistorien og viser, at en klassiske fortællinger sjældent er færdig med at fortælle.