Litteratur

Biblioteket anbefaler: Bogen "Dit fravær er mørke"

I sin nyeste roman viser Jón Kalman Stefánsson endnu engang, at han mestrer den magiske realisme og kunsten at blæse med stjerner i munden.

Af Signe Langtved Pallisgaard

På en gravsten, der optræder i starten af romanen, står der: ”Dit fravær er mørke, mindet om dig er lys”. Den sætning rammer selve bogens nerve, og her ud fra blomstrer hele romanen.

Dit fravær er mørke er nemlig endnu et mesterværk af forfatteren, der på en eller anden måde bliver ved at overgå sig selv. Romanen er på én gang en familiekrønike, en kærlighedsfortælling og en dagligdags beretning om livet på landet. Men mest af alt er det måske en fortælling om fortællingen.

For hvad er en fortælling egentlig? I Stefánsson hænder er en fortælling noget, der kan overvinde døden.

Jón Kalman Stefánsson
Bogen Dit fravær er mørke

Mangfoldigt persongalleri

I romanens begyndelse vågner vores fortæller op i en kirke et sted i det nordvestlige Island. Man forstår, at han lider af hukommelsestab og med hjælp fra en mystisk mand, som måske er buschauffør, måske præst, eller måske selve Djævelen, forsøger han at erindre sit liv.

Han skriver historien frem samtidig med, at vi læser den, og efterhånden som romanen skrider frem, folder der sig et mangfoldigt og sprællevende persongalleri ud:

Vi møder kvinden, der forlader sin forlovede og alt, hvad hun kender, fordi hun har set en bonde med de mest fantastiske blå øjne, en mor som er tvunget til at forlade sit barn, en præst som skriver breve til en afdød tysk digter, en fisker som er ekspert i Kierkegaard, en deprimeret rockmusiker, og en bondekone der skriver en artikel om regnormen, muldens blinde digter.

Som forlaget Batzer så smukt skriver, er ”Dit fravær er mørke historien om en kvindes smil, der kan vække guderne og lyse verden op. Det er en historie om glemsel og tilgivelse, drømme og forfængelighed, savn og begær, fejltrin og lykke, og om skæbnens standhaftige beslutsomhed. Akkompagneret af Dødens playliste vokser portrættet af en familie langsomt frem”.

En magtdemonstration

Med denne roman sætter Jón Kalman Stefánsson endnu engang en ny, høj standard for, hvad litteraturen er og kan. Han demonstrerer sin særlige magiske realisme, sin evne til at blæse med stjerner i munden. Han viser både fattigdommens trætte ansigter og den kærlighed imellem mennesker, der sikrer dem et liv i fortællingen uden for fraværets mørke.

Om Jón Kalman Stefánsson

Icon Description

(f. 1963) er en af Islands største forfattere. Han debuterede i 1988 og har udgivet tretten bøger: digtsamlinger, noveller og romaner – heraf er ni romaner udkommet på dansk.

Han har haft en lang række vidt forskellige jobs, men har siden 2000 arbejdet udelukkende som forfatter. Kalman har et stort publikum i Danmark og er oversat til 37 sprog. Han har fået den store islandske litteraturpris og P.O. Enquist-prisen og er blevet nomineret til Nordisk Råds Litteraturpris fire gange og til The International Booker Prize.

For sin nyeste roman Dit fravær er mørke har Kalman modtaget den franske Prix du Livre étranger 2022 France Inter / Le Point.