Litteratur

Biblioteket anbefaler: Bogen "En hyldest til livet: Skammen skal skifte side"

En rystende, stærk og livsbekræftende fortælling om at miste kontrollen over sit liv og kæmpe sig tilbage til værdighed.

Af Signe Langtved Pallisgaard

I bogen En hyldest til livet: Skammen skal skifte side fortæller den franske forfatter Gisèle Pelicot sin personlige historie, og det gør hun med en ærlighed og styrke, der gør et dybt og uudsletteligt indtryk. 

Efter i årevis at have levet et (tilsyneladende) helt almindeligt liv opdager Gisèle, at hun har været udsat for alvorlige overgreb begået af den person, hun stolede mest på: Hendes egen mand. Det bliver begyndelsen på en lang kamp, ikke kun for retfærdighed, men også for at genvinde og -finde sig selv.

Gisele Pelicot
Foto: Pascal Ito
Bogen En hyldest til livet

Minder på godt og ondt

Bogen er dog ikke kun en fortælling om svigt og traume, men i lige så høj grad en fortælling om modstandskraft, værdighed og viljen til at leve videre. Med klar stemme og en overraskende ro insisterer Pelicot på det afgørende budskab: Skammen tilhører ikke offeret, men gerningsmanden.

Samtidig nægter hun også at lade 50 års liv blive reduceret til løgn. Hun holder fast i de gode minder med sin mand og sine børns far og insisterer på, at de øjeblikke også var virkelige. Det er nok bogens mest modige og vanskelige pointe: at noget på én gang kan være bedrag og ægte.

Det er en bog, der gør ondt at læse, men som samtidig rummer håb. Den giver et sjældent indblik i, hvordan et menneske kan rejse sig efter dybe krænkelser og finde mening og livsglæde igen.

Om Gisèle Pelicot

Icon Description

Gisèle Pelicot blev kendt, da hun valgte at stå frem i offentligheden efter en omfattende og opsigtsvækkende straffesag. I næsten ti år blev hun bedøvet og voldtaget i sit eget hjem. 

Overgrebene blev organiseret af hendes ægtemand, Dominique Pelicot, som rekrutterede fremmede mænd online og filmede det hele. I december 2024 blev han idømt 20 års fængsel, og 51 mænd blev dømt for voldtægt. 

I stedet for at skjule sin identitet traf hun et bevidst valg om at være synlig. Hun ønskede at flytte skammen væk fra offeret og over på dem, der begår overgrebene. Et valg, der siden har gjort hende til et symbol på værdighed og mod.