Biblioteket anbefaler: Bogen "Røde Port"
"Røde Port" er Nanna Holms debutroman og måske en af årets bedste danske udgivelser.
Af Tina Friestrup Kristensen
I Røde Port følger vi Aske, Gry og Mona, som alle er børn af fritidskollektivet Røde Port på Langeland.
Romanen har to spor: et fortids- og et nutidsspor. Fortidssporet kredser om en skæbnesvanger sommer i hippiekollektivet i slutfirserne, hvor de tre børn hver især og sammen oplever både den ultimative frihed og store svigt fra dem, der skulle have været de voksne.
I nutiden møder vi de tre venner igen som voksne, og de har holdt sammen gennem alle årene på trods af deres forskellige livsbaner. De er bundet sammen af hændelserne i kollektivet, hvor de måtte tage ansvar for det, de voksne ikke formåede og ikke mindst af de skamfulde minder og hemmeligheder, de bærer med sig fra tiden på Røde Port.
En tidslomme
Romanen foregår i slutningen af kollektivbevægelsen, og vi følger den sidste sommer på Røde Port, hvor selvrealiseringen kører for fuld udblæsning. De voksne vælter rundt i druk, sex og selvdestruktion, mens børnene er tilskuerne, der har lært at navigere i kaosset, og som måske endda higer efter at blive en del af det store fællesskab.
Selvom bogen også har en nostalgisk tone fra barndommens somre, spreder der sig en uro gennem romanen, og som læser er du klar over, at der kommer til at ske noget voldsomt.
Fællesskab eller frihed
Romanen har et omfattende persongalleri, og som læsere får vi en oversigt over karaktererne i kollektivet. De bliver præsenteret ved hjælp af det bogførte regnskab over, hvem der har spyttet penge i fælleskassen, og, nok så interessant, hvem der ikke har.
For et kollektiv kører jo kun, når alle hjælper til, og i den grundlæggende kollektivtanke er fællesskabet i centrum. Men i Røde Port skriver Nanna Holm en anden afgørende pointe frem. For når værdierne er personlig frihed og ultimativ selvrealisering, hvad bliver der så af fællesskabet og ansvaret?
Flot strikket sammen
Nanna Holm debuterer med en unik fortællestil og et stort sprogligt overskud. Hun fletter dygtigt og næsten umærkeligt barndom og voksenliv sammen.
Som læser skal man dog holde tungen lige i munden, når Mona i det ene øjeblik roder i gamle flyttekasser på loftet og i det næste glider tilbage til sommeren på Røde Port, hvor hun sidder på bagsædet af en bil og bladrer i et billedalbum.
Men det fungerer bare, og mon ikke vi ser ind i en filmatisering af bogen. Det virker oplagt.