Film

10 anmelder-favoritter på Filmstriben

Filmstriben er fyldt med kvalitetsfilm. Vi har lavet en liste med de 10 (ifølge anmelderne) bedste, nyere spillefilm, der er lagt på Filmstriben i løbet af 2026. Rigtig god fornøjelse.

Af Thomas Kastberg

10. Emilia Perez (2024)

Den berygtede gangsterleder Manitas vil trække sig tilbage og skifte køn. Her får han brug for advokaten Ritas hjælp. Overrumplende krydsning mellem gangsterfilm, komedie og musical.

Soundvenue gav 5 stjerner og skrev: "Mesterinstruktørs vanvittige vovestykke burde ikke fungere – men det gør det!" (Morten Kildebæk).

EKKO gav 5 stjerner og skrev: "Det er totalt overvældende at blive suget ind i Jacques Audiards gangstermusical, der er skamløst underholdende og samtidig en dyb fortælling om kærlighedens forandrende kraft." (Pernille Bergendorf)

9. En kvinde i Istanbul (2024)

Den pensionerede lærer Lia har lovet sin afdøde søster at finde hendes datter Tekla, som ingen har hørt fra i årevis. Sammen med den unge Achi rejser hun til Istanbul for at finde hende. Varm og livsbekræftende fortælling om familie, identitet og håbet om at hele fortidens sår.

Soundvenue gav 5 stjerner og skrev: "Svensk-georgiske Levan Akin følger flot op på "I morgen danser vi" med et nuanceret og levende portræt af transpersoners frihedskamp og flugt i Georgien og Tyrkiet." (Morten Kildebæk).

EKKO gav 5 stjerner og skrev: "En kvinde i Istanbul hylder livsglæden og sammenholdet mellem mennesker uden at bagatellisere filmens og virkelighedens triste skæbner." (Kjartan Hansen).

Fra filmen En kvinde i Istanbul
Foto: Filmstriben

8. En snegls erindringer (2024)

Grace er en ensom outsider med en svaghed for snegle og en intens kærlighed til bøger. Da hun som barn bliver adskilt fra sin tvillingebror, følger den ene tragedie efter den anden. Men mødet med den excentriske Pinky giver Grace håb og mod til at kravle ud af sit sneglehus. Charmerende, bittersød og sorthumoristisk fortælling om søskendekærlighed, savn og længsel.

EKKO gav 5 stjerner og skrev: "Der er næppe mange børn, som vil blive draget af filmens brune og skæve univers. Men vi voksne kan godt glæde os, for Adam Elliot har formet endnu et mesterligt melankolsk værk i ler." (Ida Rud).

Soundvenue gav 5 stjerner og skrev: "Udfolder en både dybt tragisk, humoristisk og opløftende livshistorie, som med sin særegne tone og mørke animationsstil vil falde i god jord hos Tim Burton-fans." (Morten Kildebæk).

Oscarnomineret som bedste animationsfilm.

Fra filmen En snegls erindringer
Foto: Filmstriben

7. Sorry, Baby (2025)

Eva Victors anmelderroste debutfilm handler om, hvad der sker, efter det værste er sket. Overraskende sjov og ærlig fortælling om at ramme bunden, men også om alt det gode, der sniger sig ind midt i livets største kriser, fra kattekillinger til dybe venskaber og ny kærlighed.

EKKO gav 5 stjerner og skrev: "En uafrystelig historie om at komme videre efter et overgreb, og uden tekniske opvisninger rammer filmen som en mavepuster." (Helen O’Hara).

Soundvenue gav 5 stjerner og skrev: "Er ikke blot en vanvittig flot debut og rørende fortælling om (om)sorg. Det er også den bedste film om overgrebets efterdønninger og traumers komplekse natur, jeg nogensinde har set." (Luna Ehlers).

Fra filmen Sorry baby
Foto: Filmstriben

6. No Other Choice (2025)

Efter 25 år i papirindustrien bliver Man-su pludselig fyret og kastes ud i kaos. Da et nyt job i et konkurrerende firma glipper, tager han sagen i egen hånd. Fascinerende blanding af spænding, sort humor og samfundssatire, som har fået flere kritikere til at sammenligne filmen med Parasite.

EKKO gav 5 stjerner og skrev: "Oldboy-instruktøren overgår næsten sig selv, når vilde billeder, stort opsatte bravurscener og tjept skiftende suspense og kulsort komik smelter sammen i et samfundskritisk mordtogt." (Niels Jakob Kyhl Jørgensen).

Soundvenue gav 5 stjerner og skrev: "Absurd komik flyder ind i voldsscenerne i Park Chan-wooks maskulinitets- og kapitalismesatire "No Other Choice", hvor Lee Byung-hun er fantastisk som en latterlig familiefar på drabelige afveje." (Morten Kildebæk).

Fra filmen No Other Choice
Foto: Filmstriben

5. All We Imagine as Light (2024)

Sygeplejerskerne Prabha og Anu er bofæller i Mumbai, men lever meget forskellige liv. Prabha er gift, men uden kontakt til sin mand, mens den yngre Anu har en hemmelig romance med en muslimsk mand. En tur til et stille kystsamfund giver plads til kvindernes følelser og længsler. Smuk og følsom fortælling om kærlighed, ensomhed og kvindeliv i Indien.

Filmen vandt Grand Prix i Cannes 2024.

EKKO gav 5 stjerner og skrev: "Payal Kapadias solidariske skildring af tre kvinder i Indiens patriarkalske samfund forener socialrealisme og magisk realisme – og rammer hjertekulen som en forhammer." (Leslie Felperin).

Soundvenue gav 5 stjerner og skrev: "Smuk og følsom film om kvindeliv i Mumbai er en kæmpe filmoplevelse og en sejrrig og vigtig tilføjelse til den indiske filmtradition." (Johanne Høgfeldt).

Fra filmen All We Imagine is Light
Foto: Filmstriben

4. Det andet offer (2025)

På en hektisk vagt på en neurologisk afdeling påtager den dygtige læge Alexandra sig et ekstra ansvar. Men en fejlvurdering får fatale konsekvenser, og skylden spreder sig blandt alle involverede. Intens og hjerteskærende fortælling om ansvar, skyld og menneskelig magtesløshed.

Filmen vandt både Bodil og Robert for årets bedste film.

EKKO gav 6 stjerner og skrev: "Sjældent har en dansk film været så nervepirrende intens, hjerteskærende og samtidig lindrende." (Claus Christensen).

Berlingske gav 5 stjerner og skrev: "Filmen var så spændende, at jeg næsten glemte at tage notater, hvilket jeg ellers altid gør." (Sarah Iben Almbjerg).

3. I’m Still Here (2024)

I 1971 bliver Rubens Paiva, tidligere kongresmedlem og åben kritiker af Brasiliens militærdiktatur, bortført fra sit hjem i Rio de Janeiro. Tilbage står hans hustru Eunice, som må holde familien sammen, mens hun utrætteligt forsøger at finde ud af, hvad der er sket med hendes mand. Stærk og bevægende fortælling om kærlighed, tab og modstand.

Filmen vandt Oscar for bedste internationale film i 2025, og Fernanda Torres var nomineret til bedste hovedrolle.

Børsen gav 6 stjerner og skrev: "Et mesterstykke, der både oplyser og bevæger – og efterlader én med et presserende ekko af fortidens advarsler. En film, som alle skal unde sig selv." (Michael Solgaard).

Soundvenue gav 5 stjerner og skrev: "Excellerer i høj grad gennem hovedrolleindehaver Fernanda Torres’ både stærke og følsomme præstation." (Morten Kildebæk).

Fra filmen I'm still here
Foto: Filmstriben

2. It Was Just an Accident (2025)

Efter et uheld på vejen søger Eghbal hjælp hos mekanikeren Vahid, der genkender ham som sin tidligere torturbøddel fra fængslet. Vahid tager ham til fange og samler en gruppe tidligere fanger for at afgøre, om Eghbal er skyldig, og om han fortjener hævn. Spændingsladet og dybt menneskeligt drama om hævn, sandhed og ansvar.

Filmen blev hædret med Guldpalmen i Cannes 2025 og var officielt Oscar-nomineret for bedste internationale film og bedste manuskript.

EKKO gav 5 stjerner og skrev: "Er hverken Panahis mest personlige, originale eller formfuldendte film. Alligevel føles den uomgængelig og som hans moralsk mest påtrængende film." (Rasmus Brendstrup).

Soundvenue gav 5 stjerner og skrev: "Er et medrivende skæbnedrama om skyld og straf, der tager fat i et af det nutidige Irans mørkeste kapitler." (Jakob Freudendal).

Fra filmen It was Just an Accident
Foto: Filmstriben

1. Hind Rajabs stemme (2025)

Da frivillige fra Røde Halvmåne modtager et nødkald fra den 6-årige Hind Rajab, der er fanget i en bil under beskydning i Gaza, begynder en desperat kamp mod tiden. Mens nødhjælpsarbejderne forsøger at holde pigen i røret, kæmper de for at få en ambulance frem, før det er for sent.

Filmen er bygget op omkring det virkelige 70 minutter lange opkald fra Hind Rajab, mens medarbejderne fra Røde Halvmåne spilles af skuespillere.

Filmen var Oscar-nomineret for bedste internationale film og vandt Sølvløven, juryens pris, på Venedig Internationale Filmfestival.

Berlingske gav 6 stjerner og skrev: "Et dramadokumentarisk mesterværk båret af vrede, viljestyrke og et enestående fortælletalent." (Niels Jakob Kyhl Jørgensen).

Soundvenue gav 6 stjerner og skrev: "Man hverken kan, vil eller må glemme filmatiseringen af seksårige Hind Rajabs tragiske nødopkald. En film, som man ville ønske aldrig havde haft grund til at eksistere, men som jeg aldrig har lyst til at give slip på igen." (Mathilde Johanne Kristiansen).

Fra filmen Hind Rajabs stemme