Nyheder

Golden Days på bibliotekerne

Årets Golden Days Festival kører fra 5. til 21. september og sætter denne gang fokus på kærligheden. Få overblikket over bibliotekernes arrangementer under festivalen lige her.

Af Kajsa Nerud

Årets Golden Days festival har fokus på kærlighed i alle dens mange former. På Gentofte Bibliotekerne kan du opleve både musik, talks, udstillinger og kreative workshops.

Glæd dig til Sara Grabows koncert med kendte kærlighedssange, Stine Stenfatt Wests keramiske udstilling om moderskab, og spændende foredrag om alt fra krigstidens kærlighed til kvinderne i Dan Turèlls liv. Du kan også selv slippe kreativiteten løs med broderi og croquis i ler.

Se bibliotekernes program

Det er kulturinstitutionerne i Gentofte, Lyngby-Taarbæk, Gladsaxe og Rudersdal, der står bag Golden Days Festivalen nord for København. 

Om Golden Days 

Golden Days Festival er en årlig kulturhistorisk festival, der præsenteres i samarbejde med mere end 100 partnere over hele hovedstadsområdet med afstikkere til resten af landet. Årligt gæster 30-40.000 festivalen, når Golden Days formidler viden, historie og kultur – i 2025 under temaet "Kærlighed". 

Tidligere temaer tæller blandt andet "På Landet", "QUEENS – kvinder, køn og magt", "Antikken", "Forever Young" og "1989 – 30-året for Murens fald".