Nyheder

Kultur & festdage på bibliotekerne

Når Kultur & festdage løber af stablen i Gentofte fra den 18. til 21. juni, er bibliotekerne selvfølgelig også med.

Af Gentofte Bibliotekerne

Tags

Nyhed

Glæd jer til fire dage med inspirerende oplæg, kreative værksteder, teater, koncerter og aktiviteter for hele familien.

Jesper Wung-Sung

Kultur & festdage skydes (for bibliotekernes vedkommende) i gang torsdag med et foredrag af forfatter Jesper Wung-Sung, som er aktuel med romanen Sandøs rose. Den genfortæller de dramatiske begivenheder på øen Sandø, som mange kender fra Martin A. Hansens klassiker Løgneren.

Jesper Wung-Sung fortæller om arbejdet med romanen og hvorfor og hvordan, Løgneren har fulgt ham, siden han var 16 år.

Det er gratis at deltage. Book billet til arrangementet herunder. 

Torvedag i Jægersborg

Fredag og lørdag er der Torvedag i Jægersborg, hvor Jægersborg Bibliotek naturligvis deltager.

Der bliver trylleri, musik, leg og masser af hyggelige aktiviteter for både børn og voksne omkring biblioteket. 

Det er gratis at deltage. Hold øje med programmet på linket herunder.

Livemusik i Gentoftegade

Lørdag er der også fest og farver i Gentoftegade, hvor du blandt andet kan komme til en hyggelig koncert på Gentoftegade Bibliotek.

Ngánga er et energisk familieorkester med rødder i afro-cubansk musik. Gruppen er skabt af percussionist Rune Harder Olesen og sanger Raisa Castro, som spiller sammen med deres døtre og et hold af internationale musikere.

Det er gratis at deltage og kræver ikke tilmelding, så bare mød op.

Verdens sjoveste hinkerude

Der er selvfølgelig også masser af aktiviteter til børnene. Weekenden starter med Faster Cool og Fætter Cool på Hovedbiblioteket.

Fredag eftermiddag dukker de nemlig op med en festlig kridtvogn, der emmer af hygge med god musik og gadekridt i alle regnbuens farver, og sammen vil de lave verdens sjoveste hinkerude.

Det er gratis at deltage og det kræver ingen tilmelding. 

Peddersen og Findus på rævejagt

Traditionen tro runder vi Kultur og festdagene af med teater for børn på plænen bag Dyssegårdskirken. Her skal vi møde makkerparret Peddersen og Findus, som har taget listeskoene på, for de skal på rævejagt.

Forestillingen er for de 4-9-årige og deres voksne. Forestillingen starter kl. 15.00, det er gratis at deltage, men du skal huske at booke billet på linket herunder.

Sej, Sund og Sikker 

Inden teaterstykket med Peddersen og Findus kan du nå forbi Øregårdsparken, hvor den står på dans, musik og børneløb med Rasmus Klump og Legeheltene. 

Børnebiblioteket har sin egen stand, hvor vi har hentet inspiration fra Ramasjangserien om hesten Toasty. Vi læser hestehistorier højt, og samtidig kan du kreere din egen mini-kæphest af ispinde og karton.

Det er gratis at deltage i festivalen, men skal dine børn deltage i Centimeter Maraton eller Helteløbet koster det penge. Du kan læse meget mere om Sej, Sund og Sikker herunder.