Børn og unge

"Solopgang over høsten" af Suzanne Collins

Suzanne Collins' længe ventede tilbagevenden til det dystopiske univers fra Dødsspillet.

Af Kajsa Nerud

Denne gang går vi endnu længere tilbage i tiden – 24 år før Katniss Everdeen træder ind i arenaen – og følger den unge Haymitch Abernathy, som mange vil kende som Katniss’ senere mentor.

Suzanne Collins
Suzanne Collins
Solopgang over høsten - bog

Haymitch er 16 år, bor i Distrikt 12 og drømmer om et roligt liv med sin kæreste og et almindeligt arbejde. Men alt ændrer sig, da han (på sin fødselsdag) bliver udtrukket til det 50. dødsspil – en særlig og brutal jubilæumsudgave, hvor dobbelt så mange deltagere som normalt skal kæmpe til døden i en arena kontrolleret af Capitol. En arena, der ikke bare er skabt til underholdning, men til at knuse både krop og vilje.

Sammen med tre andre deltagere fra Distrikt 12 bliver Haymitch ført til Capitol, og det går hurtigt op for ham, at han ikke er tiltænkt en chance for at overleve. Men Haymitch er ikke en, der giver op – og hans kamp for livet begynder snart at give genlyd langt uden for arenaens mure.

Kampen for overlevelse

Suzanne Collins er mesterlig til at kombinere nervepirrende spænding med skarp samfundskritik. Hun skildrer Haymitch’ kamp – både fysisk og moralsk – i en verden styret af magt, medier og manipulation. Solopgang over høsten er en rå, rørende og tankevækkende fortælling, der stiller store spørgsmål om ansvar, frihed og hvad det egentlig koster at bevare sin menneskelighed. 

Romanen kan læses selvstændigt, men fans af Hunger Games-trilogien vil sætte særlig pris på de mange forbindelser mellem fortid og nutid. 

Solopgang over høsten er femte bog i serien om Hunger Games. Først udkom Dødsspillet, Løbeild og Oprør, hvor vi følger Katniss Everdeen. Senere kom En fortælling om sangfugle og slanger, der fortæller historien om Coriolanus Snow og Dødsspillets oprindelse. De fire første bøger er alle blevet filmatiseret.