Biblioteket anbefaler: Bøgerne "Professor Hieronimus" og "På Sct. Jørgen"

"Min mand og Dr. Tvede har altså fulgt professorens råd og besluttet, at jeg skal blive her?"

"Hja", kom det med bredt velbehag.

Else grundede lidt. Så sagde hun: " Det er altså professorens mening, at jeg er sindssyg?".

"Hja".

Dette "hja", udtalt på denne skånselsløst glade måde virkede som piskeslag, og samtidig var det som om fodfæstet under hende brast. Hvad var der at gøre? Intet. Hun var i hans vold.

Kvindeligt krydspres og maskulin magt

De to romaner skildrer den kvindelige kunstner Else Kants liv – fra hun får en form for sammenbrud, gennem en voldsom periode som indlagt på en psykiatrisk afdeling under overlægen, der også lægger navn til bogen Professor Hieronimus, til en mere positiv oplevelse som psykiatrisk patient på et andet hospital, Sct. Jørgen.

Else er fanget i en krise. Hun kan ikke male, hun kan ikke sove, hendes tanker kører i ring, og hun udmattes af at skulle leve op til de forventninger, som samfundet (og til dels også hun selv) først og fremmest mener definerer hende: hustru og mor.

Elses stille og egentlig lidt forsagte mand, Knut, er oprigtigt bekymret for hende, og han får hende indlagt – ja, på den tid er det ens mand, der indlægger én. Den kvindelige patient bliver ikke spurgt til råds eller vist nogen som helst tiltro til at forstå sin egen situation – hos den nærmest enevældige overlæge Professor Hieronimus.

Det bliver et veritabelt helvede for Else – en form for fængsel uden nogen mulighed for at påvirke behandlingen eller blive taget alvorligt som menneske. Behandlingen handler først og fremmest om, at Else skal knækkes og overgive sig fuldstændigt til professorens luner og idéer – uanset hvilken effekt de måtte have på hendes krop og sind.

Er hun sindssyg?

Som læser er man egentlig hele tiden i tvivl om, hvorvidt Else rent faktisk er syg eller ej, men professoren erklærer hende hurtigt for skingrende vanvittig. Det faktum, at hun er kunstmaler, bliver blot ét af mange argumenter for hendes sindssyge. 

Ligeledes gør hendes ellers ret ligeværdige forhold til sin mand og hendes evne til at yde modstand mod systemet (læs: professoren) hende i Hieronimus’ øjne til en yderst ”degenereret” patient – både i kraft af sine egne erfaringer og gennem sin indsigt i medpatienters liv, hvad enten de er ressourcestærke eller ej.

Hvem er de normale?

Det er ingen hemmelighed, at romanerne bygger på Amalie Skrams egne oplevelser i det psykiatriske system – ligesom flere forfattere i de seneste årtier har gjort det (Peter Øvig Knudsen, Karen Fastrup, Anna Juul m.fl.).

Den navnkundige professor Hieronimus refererer også til en virkelig overlæge i den københavnske psykiatri, Knud Pontoppidan, hvilket naturligvis vakte stor debat i samtiden. Bogen kan derfor læses som en slags nøgleroman, som et indblik i en historisk virkelighed og et portræt af kvinde- og kunstnerliv i en mandsdomineret verden.

Men bøgerne taler også ind i en debat, der kan være lige så svær at få greb om i dag som i slutningen af 1800-tallet, nemlig: Hvem er ”de normale”? Og hvordan behandler vi som samfund dem, der afviger fra det såkaldt normale? 

Er det i virkeligheden samfundet – og os alle sammen – der i vores snæversyn og mangel på rummelighed skaber vilkår, som gør mennesker syge? De spørgsmål er lige så vigtige i dag som i 1895.

Er du interesseret i flere bøger om denne tematik, så lyt til Gentofte Bibliotekernes litteraturpodcast "Genlæst", hvor afsnit 5 handler om sindssyge i litteraturen.