Biblioteket anbefaler: Bogen "Dagbog fra et tomrum"

“Det havde ikke været min mening at gøre oprør, jeg havde bare villet foretage et lille eksperiment (...) Jeg havde bare været nysgerrig efter at se, hvad de ville gøre, hvis der ikke var nogen, der stod på spring for at rydde kopperne væk, så snart mødet var slut”.

Og sådan blev jeg gravid

Shibata arbejder i et paprørsfirma - som den eneste kvinde. Derfor (!) tilfalder det hende at ordne alle de praktiske og for det meste kedelige opgaver, som ingen af hendes kollegaer tilsyneladende ser.

Ja, både opgaverne og Shibata selv synes faktisk at være lidt usynlig for dem - og hun er ellers ovenikøbet den mest veluddannede af dem allesammen. 

En dag bliver det for meget for Shibata og ud af det blå “opstår” hendes graviditet, uden at hun egentlig har tænkt synderligt over hverken historien eller de videre konsekvenser:

“Undskyld…”, sagde jeg til teamlederen, der gik forbi mig i samme øjeblik. Han var på vej ud i køkkenet med sit krus og sin tepose. Det måtte være den der ashitaba-urtete, han var så vild med for tiden.

“Kan en anden ikke gøre det i dag? Rydde af?”

“Øh?”

“Jeg kan ikke”

“Hvorfor ikke? Hvad er der galt?"

“Jeg er gravid. Lugten af kaffe giver mig frygtelig kvalme. Jeg kan heller ikke klare cigaretrøg. Er der i øvrigt ikke rygning forbudt i hele bygningen?

Og sådan blev jeg gravid.”

Det klistrer

Shibatas arbejdsliv og status ændrer sig nu markant. Hendes kollegaer tager pludselig hensyn til hende skæver umærkeligt til hendes mave og overtager hendes opgaver. Nu kan hun pludselig både gå til tiden og holde ferie.

I det hele taget fylder hendes arbejde mindre og mindre, selvom hun må holde tungen lige i munden for at holde styr på både sine symptomer og fostrets udvikling. 

Den kollega, som er længst nede i firmaets arbejdshieraki, Higashinakano, begynder at stille spørgsmål til hendes viden om graviditeten og tankerne omkring det at få et barn. Shibata kommer på prøve. 

Higashinakano er tilsyneladende helt inde i, hvad der sker med fostret uge for uge, hvad man som gravid må spise og ikke spise og spørger intensivt ind til både navn, køn og alt muligt andet, som Shibata slet ikke er klar på svarene til.

Hun er ikke vant til den opmærksomhed, fornemmer man, men samtidig gør den hende lidt utryg. Og hun synes, der er noget mystisk ved Higashinakano;

“Higashinakano lugter altid af lim. Sådan noget flydende noget, man brugte i skolen. Det stinker ikke ligefrem, men det dufter heller ikke. Det lugter bare af lim. Men i hele det år, jeg har siddet ved siden af Higashinakano, har jeg ikke en eneste gang set ham bruge lim”.

Jeg kommer til at tænke på Niels Malmros’ fantastiske Kundskabens træ med Elin, der “klistrer”. Higashinakano klistrer også, han bider sig fast i Shibata, og hun ved ikke rigtig, hvordan hun skal slippe af med hans bekymring og omsorg.

Graviditeten klistrer også fast til Shibata i alle sammenhænge, den former hendes identitet på alle områder. Også i fritiden, hvor hun pludselig begynder at købe friske grøntsager og spise sundt, starter til Mamarobics og begynder at gå rundt i offentligheden med en nøglering, som indikerer overfor alle, at hun er gravid. En ting, der er helt almindeligt i Japan.

Drøm og virkelighed - ensomhed og fællesskab

Romanen er på én gang en samfunds- og kønskritik, en arbejdspladsroman og en fortælling om ensomhed og manglen på fællesskaber. Noget, som jo bestemt ikke kun er knyttet til Japan, men som mange læsere vil kunne genkende. 

Den er skrevet med humor og ironi, men også i et meget sansemættet sprog og har samtidig denne her tvetydighed, som kendetegner mange nyere japanske forfattere; Hvad er drøm og hvad er virkelighed? Er det hele noget, der foregår oppe i hendes hoved, eller er hun faktisk gravid?

Det skal ikke afsløres her. Men en kæmpe anbefaling til at læse bogen er hermed givet videre.