Joan Didion og bogen Et år med magisk tænkning
Foto: Brigitte Lacombe

Biblioteket anbefaler: Bogen "Et år med magisk tænkning"

"Et år med magisk tænkning" er et litterært mesterværk om sorg, tab og det at leve videre.

”Jeg har ingen anelse om, hvilket emne vi var i gang med, whiskyen eller Første Verdenskrig, da han holdt op med at sige noget. Jeg kan bare huske, at jeg så op. Han sad sammensunken uden at bevæge sig med venstre hånd i vejret. Først troede jeg, det var en dårlig spøg, en måde at gøre dagens vanskeligheder overkommelige på. Jeg kan huske at jeg sagde Lad være med det”.  

I 2003 mistede Joan Didion sin mand gennem fyrre år, forfatteren John Gregory Dunne. Henover julen bliver parrets datter alvorligt syg. Nogle dage senere, netop hjemvendt fra et besøg hos hende på hospitalet, sætter de sig til at spise aftensmad, da John falder død om, ramt af et hjerteslag.

I kølvandet på hans død skrev Dideon bogen Et år med magisk tænkning, der er en smuk, ærlig og usentimental fortælling om sorg – og et forsøg på at forstå de uger og siden måneder, som ændrede enhver fast forestilling, hun havde haft om død, sygdom, held og uheld, medgang og modgang, ægteskab, børn og erindring og sorg.

Magisk tænkning om døden

Dybest set tror hun, at han vender tilbage, og denne irrationelle tankegang slår så meget rod i hende, at hun ikke vil smide hans sko ud, for hvad skal han så gå i, når han kommer tilbage?

Bogen er et litterært mesterværk om sorg, tab og det at leve videre. Den har høstet priser og blev til et rost teaterstykke på Broadway. Den er udkommet på alverdens sprog, hvilket har givet nye læsere mulighed for at stifte bekendtskab med en litterær stemme, der lige siden begyndelsen af 1960’erne har været yderst produktiv som både journalist, essayist, prosaist og filmmanusforfatter.

Et år med magisk tænkning gav forfatterinden Joan Dideon, der er født i 1934 og døde i 2021, et stort og fortjent gennembrud, og bogens historie fik tilføjet endnu et smerteligt kapitel, da Didion og Dunnes 39-årige adoptivdatter, Quintana Roo, døde efter længere tids sygdom kort inden udgivelsen.

For Et år med magisk tænkning har hun modtaget National Book Award 2005, og The Times har kåret den til årets bog. Hvis du vil have en god introduktion til forfatteren, kan du med fordel se dokumentarfilmen: "The Center Will Not Hold".

Materialer