Jens Smærup Sørensen - Fotograf: Morten Juhl
Jens Smærup Sørensen - Fotograf: Morten Juhl

Forfatterfokus: Jens Smærup Sørensen

02.02.21
Læs her om den danske prisbelønnede forfatter Jens Smærup Sørensen, som er aktuel med en ny roman. Litteraturformidler Therese West Boardman introducerer forfatteren og fem af hans bøger, som alle er tilgængelige på eReolen.

Jens Smærup Sørensen (født 1946) debuterede i 1971 med digtsamlingen Udvikling til fremtiden. Han har siden udgivet en lang række romaner, novellesamlinger, skuespil og essays. I 2007 fik Jens Smærup Sørensen sit folkelige gennembrud med romanen Mærkedage, som han modtog De Gyldne Laurbær, Weekendavisens Litteraturpris og DR Romanprisen for.

I 1990 modtog Jens Smærup Sørensen Det Danske Akademis Store Pris, og han blev i 1995 selv medlem af akademiet. Sammen med en række andre prominente medlemmer af Det Danske Akademi valgte han dog i 2020 at trække sig fra arbejdet efter interne uenigheder. Jens Smærup Sørensen fik i 2013 Søren Gyldendal Prisen for sit samlede forfatterskab og er desuden modtager af Statens Kunstfonds livsvarige ydelse.

En central tematik i Jens Smærup Sørensens forfatterskab er katastrofesituationen, der indebærer enten fortabelse eller frigørelse for hans karakterer. Jens Smærup Sørensen beskæftiger sig ofte med landsbyen og det gamle bondesamfunds afvikling og velfærdsstatens fremvækst. Ikke mindst rkedage har været med til at fremhæve dette karakteristiske tema. Et andet stærkt tema er far/søn-forholdet, som Jens Smærup Sørensen beskriver på formidabel vis i romanen Hjertet slår og slår fra 2012 og ikke mindst i erindringsromanen Jens fra 2018.

Jens Smærup Sørensen beskæftiger sig ofte med genkendelige og almenmenneskelige temaer, men er samtidig en eksperimenterende forfatter, der udfordrer sin læser. Jens Smærup Sørensens vedkommende emnekredse, hans skarpe blik og ikke mindst hans formfuldendte sprog er med til at manifestere et af vor tids helt centrale danske forfatterskaber.

Mærkedage (2007)

Slægtsromanen Mærkedage handler om fire generationer, hvis historier flettes ind i hinanden igennem en periode på 70 år. Med udgangspunkt i to familiers oplevelser fra 1934 og frem mod årtusindeskiftet skildrer Jens Smærup Sørensen den gamle bondekulturs opløsning i den moderne verden.

To slægtsgårde i landsbyen Staun, hvor Jens Smærup Sørensen selv er vokset op, danner rammen om fortællingen. Historiens begyndelsespunkt er 1934, men fortællingen skrider ikke kronologisk frem. Den springer derimod frem og tilbage i tid. Som titlen antyder, er romanen bygget op omkring mærkedage, nemlig omkring tre store fester: En konfirmation, et sølvbryllup og en 60-års fødselsdag i henholdsvis 1934, 1967 og 2003. Tre mærkedage som beskriver de store forandringer de to familier gennemlever, og de konsekvenser det har for landsbysamfundet.

Titlen henviser samtidigt til, at karaktererne på disse dage for alvor mærker nogle af de centrale ting, som er på spil i hver deres livshistorie. Undervejs får læseren også historierne om de forskellige karakterers skæbner – som historien om Emma, der efter en forlist kærlighedshistorie og en illegal abort vender tilbage til fødegården og gifter sig med sin fars forkarl Olav, og som mange år herefter bryder den gængse talerække med en tale til sin mand til deres sølvbryllupsfest. Eller historien om Ellen, som var lam hele sin barndom, men på mirakuløs vis begyndte at gå den dag, da hendes barndomskæreste Peder styrtede ned med sin flyvemaskine.

Et tematisk omdrejningspunkt i romanen er skildringen af det gamle bondesamfunds normer, der gradvis går i opløsning, og den affolkning af landbosamfundet, der følger i kølvandet på nye generationers brud på traditionerne. Jens Smærup Sørensen skriver meget levende om, hvordan den gamle landbokulturs stærke slægtsfølelse efterhånden forsvinder. Hvor det ikke længere er en givet ting, at den førstefødte søn overtager slægtsgården og siden giver den videre til næste generation.

Hjertet slår og slår (2012)

I Hjertet slår og slår møder vi den knap 60-årige Kristian. Han er professor i historie og er taget tilbage til sin barndomsegn nær Nibe, hvor han skal sidde ved sin fars dødsleje. Turen bliver en rejse tilbage til Kristians barndom, men også med et kig på faderens historie. Kristian kommer til at sidde ved sin fars side en hel uge. Faderens hjerte slår og slår – det nægter at give op. Kristian bruger, som han selv udtrykker det, denne uge på at forstå ”min far og mig selv som hans søn, og mit brud med ham – eller hans med mig – hvad der siden er sket. Hvad jeg er blevet”.

Kristians forhold til faderen er ambivalent og langt fra enkelt. Faderen er bonde med stort B og tilmed en rendyrket patriark. Kristians evner ligger absolut ikke inden for det fysiske, og han kan derfor ikke leve op til faderens krav om at blive en stor stærk bonde. Det får faderen til at forsøge at banke både evner og fornuft ind i ham. Det interessante er, at faderen ikke entydigt beskrives som en ond mand. Han er hård, men han gør angiveligt det hele for Kristians eget bedste. Som sønnen selv siger om faderen: ”Jeg var helt sikkert noget særligt i hans øjne. Det måtte jeg være. Han havde selv fortalt mig om den kærlighed vi skulle nære til vores far i himlen og på jorden. Og jeg nærede virkelig den kærlighed, og jeg kunne ikke være i tvivl om at han gengældte den. Han kunne ikke svigte mig. Kunne ikke lade den søn han elskede i stikken. Han kunne ikke bringe det over sit hjerte. Og det skulle slå og slå. Og jeg var dets udkårne”.

Bogens titel Hjertet slår og slår bliver på den måde dobbelttydig. Den hentyder både til faderens hjerte, der i stedet for at give op, bare bliver ved med at slå og slå, så Kristians ophold ved dødslejet forlænges, men den hentyder også til barndommens vold, hvor faderen slår og slår, ja, af hele sit hjerte! Derfor har Kristian også så svært ved at holde faderen i hånden ved dødslejet - den hånd, der har slået ham igen og igen gennem hele hans barndom.

Igennem hele bogen vakler Kristian mellem at acceptere dette, at faderen slog af sit hjertes godhed, og så at dømme ham som en usympatisk mand, der brugte volden nærmest som en legitimering af sig selv. Som læser får man aldrig et endeligt svar, ligesom Kristian aldrig når frem til, hvordan han egentlig ønsker at se sin far. 

Klart står det dog, at Kristian når frem til en erkendelse af, at man ikke kan flygte fra sit ophav. Selvom han gør oprør og flygter væk fra livet på landet, så viste oprørskheden sig også altid at indbefatte et oprør mod ham selv. Som han siger hen imod slutningen af bogen: ”Han var i mig. Jeg fordømte ham ikke uden samtidig at kaste vrag på en god del af mig selv.”

Hjertet slår og slår er en meget bevægende og smuk roman om forholdet mellem en søn og hans fader. Bogens forside fortæller en historie i sig selv: To drengehænder, der formet som en skål rækker nogle sten frem, som var der tale om noget så blødt og skrøbeligt som et hjerte…

Feriebørn (2015)

I Jens Smærup Sørensens roman Feriebørn har jeg-fortælleren Arne Beltoft sat sig for at nedskrive sin livshistorie. Erindringerne fra et liv som landmand, præst og brugtvognsforhandler er imidlertid også en salgstale, som skal overbevise både Arnes samleverske og advokaten Ole Vagn-Ipsen, kaldet Den Retfærdige, om en idé, som Arne er meget opsat på at føre ud i livet. Romanen udformer sig derfor som en blanding af memoirer, dagbog og brev.

Det hemmelige projekt afsløres først sent i romanen, men projektet hænger sammen med en barndom, hvor feriebørnene Freya og Thor hver sommer kom fra København til den nordjyske gård, hvor Arne voksede op. De to feriebørn lokkede nabopigerne Malene og Charlotte til, og det er også historien om disse fire venners liv, som Arne fortæller om i romanen. Arnes romantiske længsel efter pigen Freya på den ene side og hverdagskærligheden til livsledsageren Malene på den anden er en vigtig tematik, ligesom skildringen af menneskers muligheder, valg og længsel efter mening.

To elementer har i virkeligheden styret Arnes liv. Det ene er hans sind, som han kalder "min lille stædighed". Det andet er mødet med de feriebørn, der har givet romanen sit navn. Thor bliver en livslang ven og fælle. Freya bliver hans livs stormende forelskelse, som han bliver betaget af som barn og bundet af langt op i ungdommen – men på afstand. Kun en enkelt nat bliver Freya hans – og så aldrig mere.

Det er altså de to elementer, stædigheden og feriebørnene, der har givet hans liv retning. Og heldigvis har han en tradition med sig fra sin højskoletid, nemlig at føre dagbog. Oprindeligt blev dagbogen brugt til praktiske notater om vind og vejr, sæd og høst, men Arne kan nu bruge sine notater til at skrive sin beretning til de to modtagere.

Feriebørn er en meget underholdende og levende fortælling om en mand og hans sind og er samtidig et unikt beskrevet tidsbillede. En sprogligt veloplagt roman og en fascinerende og stærk skæbnefortælling.

Jens (2018)

Med udgangspunkt i en række Mands Minde-foredrag på Vartov i København skriver Jens Smærup Sørensen i sin selvbiografiske bog Jens om sit liv fra den tidlige barndom på en gård i den lille landsby Staun ved Limfjorden til han som voksen finder fodfæste som forfatter og verdensborger. Han skriver om barndommens sanse- og fantasiverden, pligterne på gården og forholdet til forældrene – ikke mindst den autoritære far. Mest af alt fylder trangen til at komme væk fra de snævre rammer og videre ud i livet. Landsbyskolen i Staun bliver afløst af købstadsskolen i Nibe, dernæst kommer han på gymnasiet i Aalborg og siden på universitetet i Aarhus. Skridt for skridt lægger Jens den faderlige autoritet bag sig og nærmer sig mere og mere et moderne og selvstændigt liv.

Jens’ egen fortælling bliver på een og samme gang fortællingen om et samfund i kolossal forandring, hvor det gamle bondesamfund er under afvikling og hvor både 68-oprør, EU-medlemskab, globalisering, indvandring og miljøspørgsmål sætter dagsorden. Jens bliver på den måde en spændende og ikke mindst personlig udlægning af en moderne Danmarkshistorie.

Jens Smærup Sørensen skriver i et absolut formfuldendt sprog. Netop sproget spiller en stor rolle i Jens. Fra faderens anekdoter om egnens folk, skolens bibelhistorier og Jens’ tilegnelse af købstadsskole-dansk og hans senere møde med nye sprogteorier på universitetet og bekendtskabet med indflydelsesrige forfattere som Per Højholt og Peter Seeberg. Interessen og begejstringen for litteraturen bliver for alvor vakt i Jens i gymnasietiden: ”Jeg havde nu i min hundske målløshed rejst ører og snusede mig frem efter færten af noget jeg virkelig ville have tænderne i: litteraturen.”

Jens er en stærk og medrivende fortælling om at få fast grund under fødderne og finde sit sande jeg. Som Jens Smærup Sørensen skriver:

”Genfødsler og hamskifter skal uden tvivl til nogle gange i livet, hvis man ikke som en zombie skal stivne i sindet; de kan bare ikke finde sted i kraft af nogen egenvilje til det, eller rettere: Den tilstrækkelige vilje må skænkes. Ligesom en slange har brug for lys og varme for igen at komme i vigør, kunne heller ikke jeg uden et par varme og lysende øjne på mig krybe ud af et tilgroet og halvt paralyseret jeg. Med det blik rettet mod mig vovede jeg selv at se mig.”

Klinten (2020)

I Jens Smærup Sørensens seneste roman Klinten møder vi beboerne på villavejen Klinten og følger deres midlertidige fællesskab omkring kystsikringen af den klint, der har lagt navn til deres vej. Hovedpersonen er den ca. 35-årige Jeppe, som for en tid har installeret sig i sine forældres hus for at færdiggøre et projekt om forholdsord i maskinoversættelser. Han arbejder meget koncentreret i barndomshjemmet, men hans isolation brydes imidlertid af den energiske Sigrid, som bor alene med sine to sønner. Hun er initiativtager til et beboermøde om kystsikringen, som hun får Jeppe til at hjælpe sig med. Inden han ser sig om bliver han mere og mere involveret i naboernes liv (og død) og ikke mindst Sigrid får stor betydning for ham og vækker ham til live. Han har længe observeret hende fra sit vindue, når hun går op ad vejen forbi hans forældres hus. Han er tydeligvis tiltrukket af hende og betegner hende som ’hende med rumpen’:

”Alene hendes hår og så jo røven dér var han blevet fortrolig med, gennem sit vindue, ved randen af skærmen, og han fulgte da en gang imellem begge dele til vejs ende… (…) Uforholdsmæssig stor var den så heller ikke. Det var han for længst blevet enig med sig selv om, det kunne man ikke sige. Det var meget mere dens vertikale aktionsradius der fastholdt hans opmærksomhed.”

Det øvrige persongalleri i Klinten er stort og broget. Som læser bliver man inviteret indenfor i Klintens huse i små episoder og får her indsigt i beboernes blik på verden og hinanden. De har normalt ikke meget med hinanden at gøre, men fællesmødet omkring kystsikringen bringer dem endelig sammen. Spørgsmålet er så, hvorvidt de kan blive enige om noget som helst?

Klinten handler overordnet om natur, (klima)krise og fællesskab. Den handler om naturens stærke kræfter og det nødvendige fællesskab, som i romanen opstår i forbindelse med kystsikringen. ”No Man is an Island”, som den engelske digter John Donne så fint har sagt det. Ingen kan stå alene – beboerne på Klinten har indbyrdes brug for hinanden. Jens Smærup Sørensen har selv udtalt i et interview i Kristeligt Dagblad: ”Vi vil vores eget, men det, vi har brug for, er at ville noget fælles.” Og det vil ikke mindst Sigrid, som tager initiativet til fællesmødet. Faktisk er fællesskabet vigtigere for hende end selve kystsikringen: ”Bare de alle sammen ville være med, for fællesskabet i dét, samhørigheden, det kunne hun på en måde godt synes ville være endnu bedre for dem alle sammen end det var at redde klinten.”

Det er også samhørighed og noget fælles hovedpersonen Jeppe ønsker sig. Efter lidt frem og tilbage (i mere end én forstand) får han gennem mødet med Sigrid, atter mod på livet.  Han er endelig kommet ud af sin skal og er blevet voksen. Han er nu mere åben over for kærligheden og for naturen – både sin egen personlige og den omgivende natur ved fjorden:

”Han så bølgerne og stenene, han så farverne og fuglene – mågerne der drev indover med blæsten og så energisk baskende svang sig op og ud over fjorden til endnu en gratis tur. (…) Og han gik længere ud langs kysten end nogen sinde før, siden han var dreng. Han gik så langt som ud til fjordens munding, hvor den åbnede sig. Hvor det måtte kunne ske, det ene eller det andet, mens han stod dér over for det store hav.”

Klinten er en meget velfortalt og veloplagt roman. Den er både humoristisk og livsbekræftende og viser på fornem vis, hvilke stærke kræfter, der er på spil - både i den menneskelige natur og i Guds den grønne.

Materialer