Litteratur

Mord i ferieidyllen

Skal du ud at rejse i sommerferien? Eller skal du på ferie derhjemme? Så kan du enten læse om din (måske mordiske) ferieidyl eller læse dig til klassiske ferieperler fra hængekøjen.

Af Kajsa Nerud

Tags

Krimi Kajsa anbefaler

Her er en liste med spændende bøger, som foregår på populære feriedestinationer, hvor en idyllisk baggrund skaber en skarp kontrast til de mørke mysterier.

Gotland, Öland og Bornholm

Tag for eksempel den smukke ø Gotland – perfekt til cykelferie, men også skueplads for blodige mord i Mari Jungstedts krimier om den gotlandske kriminalkommissær Anders Knutas. For nogle år siden tog hun os også med til Gran Canaria med En mørkere himmel. Efterfølgeren Et forjættet land, byder også på hæsblæsende spænding!

Der er heller ikke meget solskin og sommerparadis over det Öland Johanna Mo skriver om i krimierne om efterforskeren Hanna Duncker, som vender hjem til øen efter mange år i Stockholm.

Bornholm er en anden idyllisk baggrund for krimimysterier. I Anna Grues serie om Dan Sommerdahl, kendt som "Den Skaldede Detektiv", bliver øens smukke landskab og rolige atmosfære forstyrret af mord og mysterier. Sommerdahl navigerer i lokale relationer og skjulte hemmeligheder for at opklare forbrydelser. 

Og efter at have læst novellesamlingen Mord på din ferie eller Slagteren i Liseleje tør man næsten ikke tage på tur i det danske sommerland.

Forbrydelser i Europa

Skal du rejse ud i Europa, er Donna Leons serie om kommissær Guido Brunetti et godt bud. Her bliver Venedigs smukke kanaler og arkitektur skueplads for grumme forbrydelser. Selvom Brunetti ofte opererer i Venedig, tager nogle historier ham og hans efterforskning til den nærliggende Amalfikyst, hvor de maleriske udsigter står i skarp kontrast til de mørke hemmeligheder.

Og så har vi den tidligere CIA-agent Pepe Carvalho, som er vendt hjem vendt hjem til Barcelona efter et mislykket ophold i USA som bodyguard for præsident Kennedy. Nu er han privatdetektiv. Det tatoverede lig er første del af Manuel Vázquez Montalbans verdensberømte krimiserie om Carvalho.

Afslutningsvis rejser Ruth Galloway til Italien i Den mørke engel, som er det tiende bind i serien om den engelske knogleekspert. Ruth Galloway modtager et brev fra den italienske arkæolog Dr. Angelo Morelli, som spørger hende om hjælp til sin forskning. 

Han har fundet nogle knogler i en lille italiensk bjergby, som han ikke kan klassificere. Det er flere år siden, Ruth har været på ferie, så selv en forretningsrejse er mere end velkommen! Ruth rejser til den lille bjergby Castello degli Angeli sammen med sin datter og sin veninde Shona og bliver endnu en gang en del af en mordefterforskning.

God fornøjelse og god sommer!