“Jeg kunne se alle slags rumskibe, nogle af dem dødbringende, på vej ud. Kun dem, der er villige til at forlade alt det, de hidtil har kendt, kan søge. Det er nødvendigt at rejse. Det er ikke nødvendigt, og det bliver stadig sværere, at leve.”

Som et træt øje fader åbningsscenen i Jim Jarmusch’ ‘Stranger than Paradise’ (1984) roligt ind. Og så ud igen. Og det gør alle de efterfølgende scener også. Filmet i sort-hvid 16-millimeter, der efterfølgende er blev blæst op til 35-millimeter, ligner filmen noget, der ubetænksomt er blevet glemt i vindueskarmen og bleget af solen.