Film

GENTOFTE:DOX giver dig stærke dokumentarfilm

GENTOFTE:DOX indtager byen den 14.-22. marts, og du kan se frem til de allerbedste nye dokumentarfilm i dit nærmiljø.

Af Mattias Blicher

Programmet byder på hele 10 film, og med biblioteksbrillen på er det særligt to dokumentarer om to store forfattere, der springer i øjnene.

"The World Gone Mad - The War Diaries of Astrid Lindgren" handler om Astrid Lindgrens formative år i 1930’erne og 40’erne. Dengang hun blot var skribent og endnu ikke forfatter, imens 2. verdenskrig rykkede tættere og tættere på.

"The Knife - The Attempted Murder of Salman Rushdie" handler om drabsforsøget i 2022 på Salman Rushdie, der siden romanen De sataniske vers fra slutfirserne har haft en fatwa hængende over hovedet, og Rushdies efterfølgende kamp for at komme sig. Det hele filmet af hans kone.

Store temaer

Festivalen byder også på andet end film om litteratur. "Stormbound" stiller skarpt på klimaproblemer, og efter visningen i Gentofte Kino indtager meteorolog Jesper Theilgaard scenen. 

MovieHouse har to tech-film på programmet. "Techplomacy" om Danmarks (og verdens!) første tech-ambassadør, Anne Marie Engtoft Meldgaard. 

Og "Elon Musk Unveiled" om Elon Musks stræben efter at skabe selvkørende biler, og hvilke overraskende store risici det har medført for bilister, som til tider har fungeret som en slags testpersoner.

Festivalen foregår i år i Gentofte Kino og MovieHouse i perioden den 14. - 22. marts. GENTOFTE:DOX er en del af CPH:DOX, som starter allerede den 11. marts.