Biblioteket anbefaler: Filmen "Udflugten"

Porcelænshvide kostskolepiger er taget på udflugt til den mystiske klippeformation Hanging Rock. Året er 1900, og det er en varm og døsig Valentinsdag. Pigerne har fået at vide, at det er forbudt at bestige selve klippen. Det vælger nogle af dem at se stort på, og pludselig er de sporløst forsvundet.

Gyser uden chok

"Udflugten" af Peter Weir fra 1975 er baseret på en roman af samme navn fra 1967, skrevet af Joan Lindsay. Den anses for en af de bedste australske film nogensinde og er en hjørnesten i den australske nybølge. Filmen er en slags gyser, men uden chokeffekter og splat. Uhyggen løber i stedet gennem filmen som en understrøm, der binder scener og klip sammen.

Weir drysser tegn og varsler ud over filmens scener: fugle, der letter fra trækroner, lommeure, der stopper ved klippens fod, og en summen, som i ét øjeblik synes at være en naturlig del af lydbilledet, for i det næste at føles underligt løsrevet fra omgivelserne.

Særligt er påklædningen i fokus. Pigerne har fået lov til at tage handskerne af, når de har passeret en landsby på vej mod klippen. Det er så frigjort, som det victorianske tankesæt tillader dem at være.

En af pigerne bliver fundet efter en uge på klippen. I live. Hun er medtaget, men selv om hun findes uden sko og strømper, er hendes fødder uskadte – ja, nærmest uberørte. Ikke en eneste skramme eller flænge, ifølge lægen, der tilser hende.

Plottet strammer til

Aviserne begynder at interessere sig for mysteriet, og der er optræk til uro, da mænd fra en nærliggende landsby stimler sammen foran politimesterens hus for at få svar. Er det en ulykke eller en forbrydelse? Er pigerne blevet bortført og voldtaget? På kostskolen kæmper den kvindelige forstander med bekymrede forældre og risikoen for mistede indtægter.

I mødet med den ældgamle, gådefulde klippe og den rå natur, som omgiver den, rystes de victorianske dyders grundlag og verdensforståelse. Moral og moderne logik synes magtesløse over for klippens slanger og øgler – over for dens fauna og fugle.

En psykisk ubalance anes, uden at den nødvendigvis er forankret i bestemte personer. Måske fordi det er selve det omkringliggende samfund, der slår sprækker. Weir har skabt et værk, der vitterligt er antydningens kunst, og som løfter det enigmatiske til en tilstand, der synes uigennemtrængelig og nærmest hypnotisk.