Film

Årets bedste på Filmstriben i 2025: Mattias' top-3

Vi nærmer os årets afslutning, og det betyder, at det er tid til at kaste et blik på året, der gik. Her er tre favoritter fra Filmstriben fra vores filmanmelder Mattias.

Af Mattias Blicher

Udflugten

Porcelænshvide kostskolepiger er taget på udflugt til den mystiske klippeformation, Hanging Rock. Året er 1900, og det er en varm og døsig Valentinsdag. Pludselig er tre af pigerne forsvundet, og skolen og lokalsamfundet er snart på den anden ende. 

Filmen er en slags gyser, men blottet for chokeffekter og splat. Uhyggen løber i stedet gennem filmen som en understrøm, der binder scener og klip sammen. Weir har skabt et værk, der vitterligt er antydningens kunst, og som løfter det enigmatiske til en tilstand, som synes uigennemtrængelig og nærmest hypnotisk.

Fra filmen Udflugten
Foto: Filmstriben

Rædslernes hus

Vi bliver i kostskoleverdenen. Michel Delasalle er en sadistisk inspektør på en kostskole for drenge. Han serverer gammel fisk for eleverne, slår konen, og ingen synes at kunne fordrage ham. En kvindelig lærer, der indtil for nylig har været Michels elskerinde, er kommet på en sindrig plan om at drukne ham i et badekar for så at flytte liget til en svømmepøl. 

Hun involverer konen Christina, og det er såmænd bare optakten til en thriller med en af de mest overraskende handlinger nogensinde. 

Selveste Alfred Hitchcock skulle have været meget begejstret for filmen, som har været en stor inspiration for "Psycho". Henri-George Clouzots "Rædslernes hus" (1955) er misantropisk, klaustrofobisk horror, hvor handlinger og beslutninger som oftest slår fejl og ender som djævelske fælder.

Fra filmen Rædslernes hus
Foto: Filmstriben

La Chimera

En eventyrlig film uden at være et decideret eventyr. Handlingen er på sin vis ligefrem, men samtidig også underligt svævende. Og tiden synes at ligge i lag i stedet for bare at være fremadskridende. 

Derfor er det da også meget passende, at filmen har taget sin titel fra kimæren, et fabeldyr og fantasifoster. Hovedpersonen Arthur leder en røverbande i en søgen efter etruskiske gravskatte, men i virkeligheden er han på jagt efter en dør til underverdenen og sit livs kærlighed. 

Midt i dette virvar af en fortælling formår Rohrwacher også at grave en subtil samfundskritik frem. En af årets bedste filmstriben-film af en af de mest interessante instruktører netop nu.

Fra filmen "La Chimera"
Foto: Filmstriben