Biblioteket anbefaler: Bogen "Pan"
Den vilde natur og den dresserede kultur, der slår sig på hinanden, er et tilbagevendende tema i Knut Hamsuns forfatterskab. I "Pan" udfolder dramaet sig igennem stor skønhed og smerte, og den sødeste kærlighed er og bliver uforløst.
Af Mads Hansen
Norske Knut Hamsun er herhjemme nok mest kendt for romanen Sult, hvor en ung forfatter flakker hvileløst om i Kristianias gader, mens fattigdommen og sulten underminerer hans mentale velbefindende.
I Pan finder vi det samme vanvid, som giver underholdning og drive såvel som ubehag og tyngde til fortællingen. I Pan er det urbane bagtæppe dog skiftet ud med fjeld, skov og fjord, og naturen bliver en underskøn og forførerisk hovedperson, der personificeres igennem løjtnant Thomas Glahn.
Thomas Glahn og naturens kald
Glahn ankommer til en nordnorsk bygd, hvor han bosætter sig i en afsidesliggende hytte oppe på fjeldet. Her lever han godt med sin hund Æsop, går på jagt, ryger pibe og gennemnæres af skovens dufte og lyde og af fjeldets ro.
I bygden skiller denne naturens mand sig ud fra småborgerskabet og udgør en slags attraktion. Han tiltrækker i hvert fald en god portion af kvindernes opmærksomhed. Især den unge Edvarda, der er datter af den velhavende købmand Hr. Mack, fatter interesse for den vitale løjtnant Glahn, og imellem dem spirer en kærlighed, som vokser hen over besættelse og vanvid til tragedie.
Kærlighed og tragedie
Glahn er en drømmer, og Edvarda udgør en slags fantasme for ham. Kærligheden er stærkest på afstand, og konflikter blusser op så snart de to nærmer sig hinanden. Som læser frustreres man over både Glahns og Edvardas naivitet og egoisme, samtidigt med at man føler så dybt for dem begge, da Hamsun lader deres psyker stå blottede for os, mens de gradvist opløses.
Pan – en mytisk inspiration
Titlen Pan kommer af den græske gud for naturen, det vilde, det spontane, hyrder og musikken – ofte afbilledet som en krydsning mellem en mand og en ged. Edvarda lader på et tidspunkt Glahn vide, at kvinderne i byen mener, han har dyreblik.
Men alt det naturlige og umiddelbare bliver flænset i mødet med samfundet, det reflekterede og de andres blikke, og den store skønhed vi ser igennem Glahns øjne – Hamsuns suveræne portræt af naturen og den nordnorske sommernat er lige nøjagtig så skøn, fordi den er uden for rækkevidde. Pan er et smukt drømmende og melankolsk mesterværk!
