Biblioteket anbefaler: Bogen "Proleterka"

I romanen ser den voksne fortæller tilbage på et to uger langt krydstogt i det græske øhav, hun var på som 15-årig med sin far Johannes. Det er dog ikke den drømmeferie, det kunne lyde som.

Fortællerens far og mor blev tidligt skilt, hvilket henviste datteren til en opvækst hos sin mormor, hvorfor hun knap har en relation til sin far. Forholdet til faren er præget af fremmedgjorthed og formel distance; de taler knap med hinanden, som de tilbringer dagene sammen ombord på skibet, som bogen også har navn efter. 

Samtidig er en af præmisserne for turen farens skræntende helbred og snarlige død, hvilket lader fortællingen med en vis endegyldighed.

”Han sidder ved siden af mig i spisesalen på Proleterka, men han er der ikke. Hvad ser de på, hans tomme øjne? Jeg tænkte: hvad binder ham til livet? Jeg beder ham undskylde mig, men jeg må ud af spisesalen. Man kvæles”.

En allestedsnærværende død

Det er både den første og den sidste chance for den unge kvinde, der står på tærsklen til at blive voksen, for at lære sin far at kende på sine egne præmisser. På samme tid er hun også midt i at lære sig selv at kende.

Distancen mellem far og datter nedbrydes aldrig helt i løbet af romanen, men i stedet skrives den gensidigt undertrykte kærlighed frem, så den altid ligger lige under overfladen. Hun ønsker at komme sin far Johannes nærmere, men bruger følelsesmæssig afstand til at opretholde en idé om kontrol.

Det lykkes på grund af Fleur Jaeggys helt eminente skrift, der balancerer teenagepigens højspændte og intense oplevelse af en verden, hvor alting erfares for første gang, imens sætningernes stramme konstruktion emmer af subtil sorg og kulde. 

”På Proleterka er der døde øjeblikke, stilstand. Eftervirkningerne af turen til ruinerne. Den nervøse pirrelighed som griber passagerne efter turene på land. Passagererne er netop kommet tilbage ombord. Fortumlede udmattede. Turen har tæret på deres livsenergi. Besætningen lægger straks mærke til det. Og skubber dem ind i kahytterne. I fangenskab”,

Afkoblingen i sproget

Hovedpersonens afkoblede relation til sit ophav medvirker til en forvirret forståelse af hende selv, som også eksisterer helt konkret i romanens sprog. I den midaldrende fortællers tilbageblik veksles der mellem første- og tredjeperson, ligesom hun kalder sig selv både ”Johannes datter”, ”hun” og ”pigen”. 

Ligeledes omtales de andre karakterer også forskelligt og ofte i henhold til den familiære relation til Johannes. F.eks. beskrives moren ofte som ”hende der engang var Johannes kone”. Han er det fraværende centrum alt cirkler om for hovedpersonen.

Nyintroduceret herhjemme

Fleur Jaeggy debuterede tilbage i 1968, men Proleterka der oprindeligt er udgivet i 2001, (dansk: 2021) er den kun anden danske oversættelse af den italiensksprogede schweizers forfatterskab. Tugtens lykkelige år er den første, og de er begge fabelagtigt oversat af Mayse Aymo-Boot, der indfanger tonen i de intense og stramt koreograferede sætninger.

Romanen er for læsere af minimalistisk og poetisk prosa, der er optaget af de intime relationer, og er nysgerrige på nyere europæisk litteratur. Værket rummer en fin og sorgfuld skønhed, som er værd at dvæle ved. Proleterka er udkommet på forlaget Basilisk som en del af deres Babel-serie.