Film

Biblioteket anbefaler: Filmen "Sorry, Baby"

"Sorry, Baby" er både en komedie og en alvorlig skildring af en helingsproces. Filmen viser, at latter og sorg ofte bor samme sted, og at venskab (og en kat) kan være det, der bærer én igennem.

Af Dina Lemming Pedersen

I Eva Victors debutfilm Sorry, Baby  følger vi Agnes, en ung litteraturprofessor i New England, der forsøger at finde tilbage til livet efter et seksuelt overgreb. 

I filmen vises overgrebet aldrig, og det omtales kun som ’den dårlige ting’. At selve forbrydelsen ikke er handlingens centrum, giver i stedet plads til at fokusere på andre elementer, som f.eks. venskab og humor, der opstår på uventede steder. Filmen er fuld af sjove dialoger, som følger en helt særlig logik.

Fra filmen Sorry, baby
Foto: Filmstriben

Så ja, det forunderlige ved filmen er, at den trods sit tunge emne er sjov. 

Komiker står bag manuskriptet

Eva Victor, der startede som online-komiker, skrev selv manuskriptet og vandt prisen for bedste manuskript ved Sundance-festivalen i 2025. Humoren er absurd, fordi erfaringen selv er absurd, som Victor har forklaret. 

Verden bliver mærkelig efter et traume, og derfor opstår der ufrivillig komik i selv de mest akavede situationer. Agnes står stille, mens verden fortsætter, som om intet er hændt, og latteren fungerer som en måde at bære sorgen på. Ikke som flugt fra alvoren.

Filmens omdrejningspunkt er venskabet mellem Agnes og hendes bedste ven Lydie. Deres relation er fantastisk skildret og viser, hvor stor en rolle en god ven spiller, når livet er brudt sammen. Deres umiddelbare samvær løfter filmen. 

Mere info om "Sorry, Baby"

Icon Description

Udgivet: 2025

Instruktører: Eva Victor

Medvirkende: Eva Victor, Naomi Ackie, Louis Cancelmi m.fl.