Film

Biblioteket anbefaler: Filmen "Ivalu"

Den gribende kortfilm "Ivalu" var i 2023 nomineret ved årets Oscar-uddeling, og det er ganske enkelt umuligt ikke at blive rørt af historien.

Af Dina Lemming Pedersen

Filmen, der kun varer 17 minutter, er en gribende fortælling om den unge Pipaluk, der leder efter sin forsvundne storesøster, Ivalu.

Pipaluk søger alle de steder, hvor de har leget sammen, og filmen berører både grønlandske myter og sensitive emner som incest og misbrug.

Et af de væsentlige kritikpunkter har været, at filmen bygger på en graphic novel skabt af to danske mænd. Ivalu er skrevet af Morten Dürr og illustreret af Lars Horneman.

Fra filmen Ivalu
Foto: Filmstriben

Grønlandsk historie – dansk fortalt?

I Grønland skelner man mellem film fra Grønland og film om Grønland, forklarer Klaus Georg Hansen, formand for foreningen for grønlandske filmfolk, til Film.gl.

Han mener, at "Ivalu" primært er en film om Grønland, da instruktøren Anders Walter, samt producenten og fotografen, er danske. Dog blev filmen skabt i samarbejde med produktionsselskabet Polarama Greenland, ledet af filmproducer og instruktør Pipaluk Kreutzmann Jørgensen. Selskabet bidrog blandt andet med at ansætte grønlandske filmfolk og skuespillere.

Grønlandske filmskabere står over for en stor udfordring: Da kulturområdet blev hjemtaget fra Danmark i 1979, mistede de adgang til støtte fra Det Danske Filminstitut. Samtidig eksisterer der ikke et grønlandsk filminstitut, hvor de kan søge midler. Derimod har danske instruktører mulighed for at få støtte til at lave film om Grønland.
 

"De har adgang til penge til at fortælle vores historier," siger Pipaluk K. (Politiken, 10.03.2023)


"Ivalu" er optaget på grønlandsk og har lokale skuespillere i alle roller – heriblandt den talentfulde og uimodståelige 11-årige Mila Heilmann Kreutzmann som Pipaluk. Hun er stolt over at være en del af en Oscar-nomineret film og over at repræsentere Grønland ved en af verdens største prisuddelinger.
 

"Jeg er meget glad, også på vegne af grønlændere. Jeg føler, at jeg har opnået meget. Jeg skal jo til Hollywood," siger hun til KNR.gl.

Mere info om Ivalu

Icon Description

Udgivet: 2022

Instruktører: Anders Walter

Medvirkende: Mila Heilmann Kreutzmann, Nivi Larsen, Angunnguaq Larsen m.fl.