Biblioteket anbefaler: Bogen "Åben himmel"

Med Åben himmel har Jonas Eika skrevet en roman, der udforsker kristen mystik, alternative fællesskaber, psykologisk drama og fortællingers magt. Romanen er ikke kun et hovedværk i et allerede imponerende forfatterskab, men et fabelagtigt værk med internationalt format.

Beginer og religion

Åben himmels historiske forlæg er hentet i den religiøse fromhedsbevægelse: beginerne. Bevægelsen, der opstod i 1200-tallets Belgien, bestod af kvinder, som levede uden for det etablerede samfunds normer, hvor de dyrkede spirituelle sider af kristendommen, som kontemplation og faste. 

Denne historiske baggrund danner også ramme for romanens geografiske og tidslige scene, der helt præcist foregår i 1233 i og omkring Liège. 

Romanen er inddelt i fire dele, som følger et år fra påske og frem. Eika bruger det historiske forlæg skarpt til at underbygge en genreleg med den historiske romans form, som peger mod en mere kollektiv fremtid og på samtidige problematikker.

Genreleg og en tvivlende og modvillig profet

Gennem romanen følger læseren udvikling i et lille beginehus. Hovedkarakteren er Ida. Idas rejse går fra generet begine til modvillig profet, fra enlig til elsker og fra leder af en opstand til fange. Rejsen bliver central i den magtkritik af datidens (og samtidens) institutioner og strukturer, som løber igennem hele værket. 

Romanens forløb er klassisk, men tager også hele tiden nye veje, hvor perspektivet skifter til flere forskellige beginer, præsten Jakob og selveste Jomfru Maria, som Ida smelter sammen med gennem sine åbenbaringer. Her erfarer hun bl.a. Marias kamp mod et englebureaukrati. 

Psykologisk dybde og mumle i baggrunden

Beginerne er hos Eika ikke blot fromme nonner. De er karakterer med stor psykologisk dybde, hvert sit klassemæssige ophav, og nogle af dem har kærlighedsforhold til hinanden. Eikas genreleg udfordrer ikke kun den historiske romans form, men undersøger også de psykologiske dramaer, den spirituelle side af kristendommen og de skjulte magtstrukturer, som ulmer under fortællingens overflade.

Fortællinger og fællesskabets magt 

I Åben himmel skifter perspektivet også til Idas egen skrift, markeret med kursiv i værket. Det er en skrift, der spænder fra at reflektere over politiske og religiøse spørgsmål om den katolske kirkes ritualer og sakramenter til personlige spørgsmål om Idas egen tvivl og vrede over ikke at skrive sin egen historie. 

Et af de steder, hvor det politiske kommer tydeligst frem, er i Idas fortælling om navnet på begine bevægelsen: 

"'Begine'. Nogle siger det blot om religiøse kvinder, som ikke er i kloster, andre med tanke på vores gråbrune klæder, der ikke er bleget eller indfarvet med noget."  

Efterfølgende forklarer Ida, at ordet ”begine” er noget andre har kaldt beginerne, ikke noget de har sagt selv. I dette afsnit kommer et af romanens bedste greb til udtryk, nemlig hvordan de herskende institutioner (kirken) dominerer narrativer og benævnelser for at fastholde deres magt. 

Alligevel demonstrerer Ida, hvordan de alternative fællesskabers fortællinger kan udfordre magthavernes ved at omforme deres ord og fortællinger i sit eget billede. Måske bedst symboliseret i Idas egen historie og første møde med beginerne: ”følelsen af at her var der nogen der havde skabt plads.”

Stille drama, spændende mystik og syret sprog

Udover at møde beginer, så introduceres læseren også til katharerne. Katharerne var en religiøs bevægelse, som den kristne kirke forfulgte gennem korstog. I løbet af romanen lærer læseren gennem Idas åbenbaringer om disse korstog og deres fatale konsekvenser for katharerne. 

Ida indleder senere et kærlighedsforhold til kathareren Nina, som er en del af et andet beginehus. Gennem deres relation skildrer Eika kærlighedens kompleksitet og de udfordringer, der opstår, da Nina møder andre katharer, som lærer hende, at ordet kathar, er kirkens definition af dem. 

Samtidig får vi også et familiedrama, da Idas søster, Oda, bliver en del af beginerne, men vælger en anden vej end Ida. Fælles for begge disse eksempler er, at dramaet sjældent sker i forgrunden, snarere udspiller dramaet sig i det stille og bagvedliggende, hvilket forstærker den emotionelle dybde og spiritualitet, som konstant er på spil. 

Alt sammen skrevet i et sprog, der mimer kirkens ekstremt religiøse og kødelige tone. Dette bliver samtidig tilsat Eikas fænomenale evne til at skabe levende og vilde billeder, som hænger ved hos læseren længe efter, bogen er slut.

Romanen er for læsere af ny dansk litteratur og dem, der drages af den historiske roman, kristen mystik og syret, sprudlende sprog.