Biblioteket anbefaler: Bogen ”Efterklang”

I An Yus roman Efterklang (2023) følger vi hovedpersonen Song Yan, der bor i Beijing sammen med sin fraværende mand og sin svigermor, der efterspørger et barnebarn. Song Yan vil gerne have et barn, men det vil hendes mand ikke.

 

Song Yan ønsker sig et andet liv, og det skaber hun så: Uge efter uge får de leveret spiselige svampe til lejligheden, og der går ikke længe, før romanen bliver til magisk realisme med talende svampe og indblik i moderne Kina.

 

Romanen åbnes med et motto om svampe forfattet af den amerikanske komponist (og åbenbart svampeekspert) John Cage. Han er ophavsmanden bag det avantgardistiske værk 4'33” fra 1952. Et værk, der i løbet af fire minutter og 33 sekunder uden musik, ansporer publikum til at lytte aktivt til de mange uintenderede lyde og efterklange, der opstår i rummet. Pointen er, at stilhed ikke findes; musik er alle vegne. Eller noget i den dur.

 

Kløgtigt arbejder romanens 224 sider med John Cages geniale ide, hvilket også er hovedkonflikten i romanen: Hovedpersonen Song har med andre ord glemt at lytte til sig selv. Eller sagt på en anden måde: at lytte til sine egne behov er ikke en mulighed for en kvinde i det moderne Kina, hvilket vi vender tilbage til.

 

Song Yan har nemlig opgivet karrieren som koncertpianist. Nu arbejder hun som klaverlærer for middelklassens børn, fordi ægtemandens karriere i BMW er vigtigere. Til gengæld beriger Songs ekspertise os som læsere med et utal af referencer til klassisk musik, hvilket er romanens underlægningsmusik: Chopin, Tjajkovskij, Debussy, Schumann, Brahms, Beethoven og ikke mindst Cages ’ikke-musik’.

 

Underlægningsmusikken munder hurtigt ud i melankoli, ensomhed og tomhed: ”Jeg kunne ikke lade være med at føle, at der ikke længere var noget ’mig’”. Eller endnu mere smertefuldt, når Song erkender: ”De fleste mennesker var optagede af ting, som bragte dem glæde, om det så var kærlighed, deres professionelle virke eller familien, mens jeg derimod var fuldstændig optaget af at undgå skam”.

 

Hvad gør vores hovedperson i denne håbløse situation? Magisk realisme bliver til Songs virkelighedsflugt. I Beijing-lejligheden modtager Song Yan og hendes svigermor uge efter uge en pakke med svampe på mystisk vis.

 

Song og svigermor får et fælles projekt og begynder at lave mad med svampe, som er lige så forskellige som alle komponisterne. Svampene begynder at tale med Song. Her kommer en replik til Song fra en talende svamp: ”Jo, ser du, jeg vil gerne blive husket”. 

 

Det er lige så drømmeagtigt, som det er virkeligt. Det er nok mest af alt Songs egen projektion, for hun føler, at hun er ved at forsvinde og mærker hverken en forbindelse til sig selv eller sine medmennesker længere. Og det er ikke kun svampe, der bliver animeret, for afsenderen af svampeleverancerne viser sig at være Bai Yu, som har været en pianist-superstjerne og forsvundet i meget lang tid.

 

Song opsøger den spøgelsesagtige Bai Yu, og på et tidspunkt konkluderer hun: ”Han havde fået mig til at indse, at vi ikke er forbundet med denne verden, kun på jagt efter at finde den”.

 

Svampemetaforen – med de usynlige netværk med forbindelser i form af sporer og mycelium – peger på dels den usynlige ensomhed i storbyen, dels den fraværende samtale om det moderne Kina, der buldrer derudaf – også på bekostning af landsbyerne.

 

Ingen trives ligefrem i romanen. Uden et netværk tilbage i landsbyen flytter svigermoren ind hos sønnen og Song, da hun er dyb sorg over at have mistet sin mand. Sønnen er reduceret til en arbejdsnarkoman, som selv bærer rundt på en tung historik med tråde tilbage til landsbyen. Og landsbyen, der spøger og nærmest har sit eget subplot i romanen, fremstår ubeboelig og forurenet, når vi hører om udtrykket ’orange støvskyer’. Hele to artikler om emnet finder Song på nettet.

 

Songs billedgørelse af hastigheden og udviklingen i samfundet siger det hele: ”Hele byen føltes, som om den legede stoleleg, og jeg var den, der stod tilbage ude på gulvet”.

 

Som tvungen deltager i stolelegen hedder det sig, at børnene går til Songs klaverunderviservisning for at kunne blive optaget på det allerbedste skoler. Husk lige, at Song som barn startede med at spille klaver på grund af farens forventninger. Den ene skyskraber skal være højere end den anden.

 

Bøger om den perfekte graviditet købes, alt imens mandens arbejde i BMW tilintetgør ham langsomt. Forestillinger om at flytte i større lejligheder, om glade børn, om lykke, om forfremmelser er allestedsnærende i det portrætterede samfund.

 

Realiteten er ifølge romanen, at man ender i en lejlighed, der minder om et hotelværelse med standardiseret interiør og en god portion eksistentiel tomhed og udbrændthed. Romanen er letlæst og arbejder elegant med John Cages ’gimmick’, dvs. hvad sker der, når man slukker for musikken og sig selv?