Biblioteket anbefaler: Bogen "Hvidhed"

Det begynder med et stærkt anslag:

”Jeg kørte hjemmefra. Det gjorde godt. Bevægelserne gjorde godt. Jeg vidste ikke hvor jeg skulle hen. Jeg kørte bare. Det var en kedsomhed der havde ramt mig, jeg som ellers aldrig kedede mig var blevet ramt af kedsomheden. Intet af det jeg kunne komme i tanke om at lave gav mig nogen glæde. Og derfor gjorde jeg bare noget”.

Jon Fosses sætninger driver afsted, og gennem kedsomheden siver tvivlen langsomt ind i alt, hvad jeg'et foretager sig.

En hvid skikkelse, forældre og en barfodet mand i jakkesæt

Og så går det hverken værre eller bedre end, at jeg'et kører ind ad en skovvej, og pludselig sidder bilen fast, og jeg'et må gå ud efter hjælp, for der må bo nogle mennesker tæt på, men der er ingen hjælp at hente i den mørke skov. Kun den hvide sne og tankerne og tvivlen.

Netop tvivl er et af de helt store temaer i denne lille fortælling. Tvivlen bliver større og større igennem hele værket, og mødet med en hvid, lysende skikkelse får jeg'et til at reflektere over sit liv, om han ser syner, og hvad han egentlig laver der i skoven.

Men pludselig er jeg'ets mor og far også tilstede og en barfodet person i jakkesæt uden ansigt. Tvivl dominerer nu det hele, for jeg'et kan ikke tro, det han ser, er det måske en engel, Gud, og hvad laver hans forældre der?

Fosses universelle temaer om tvivl, og hvordan vi kan udtrykke denne, bliver elegant sat i scene mellem de mange negationer og paradokser, som hele tiden udspiller sig på sætningsniveau. Bedst vist når jeg'et tænker på at røre ved den lysende, hvide skikkelse, der nu bare har fået betegnelsen ’hvidhed’:

”Men man kan vel ikke røre ved sådan en hvidhed. For så sviner man den vel til. Og tænk hvis man kom til at gøre noget så hvidt beskidt. Nej hvordan kunne jeg overhovedet tænke på at gøre sådan noget. Eller jeg havde vel ikke engang tænkt på at gøre det, tanken var bare dukket op, men kun som en tanke, ikke som noget jeg virkelig havde tænkt mig at gøre. Selvfølgelig ikke”.

Den fosseske sætning

Fosses store mesterstykke er, at han helt ned på sætningsniveau lader tvivlen udspille sig mellem de mange paradokser, såsom tanke over for handling, tavshed over for tale og det konkrete over for det abstrakte.

En fossesk sætning er netop en, hvor en konstant tvivl opstår, hvor paradokser mødes, men aldrig rigtig bliver forløst. Snarere efterfølger et paradoks det næste og afmonterer det tidligere for så at skabe en ny tvivl.

Musikaliteten i enhver sætning

Fosse er en virtuos, som med meget få greb, temaer og sætninger der afmonterer hinanden, får det musikalske til at pible frem i hver en sætning. Samtidig er der få scener, der går igen mange gange. Det skaber et musikalsk mesterværk, der er yderst velkomponeret.

At læse Fosse er som at forstå en operas unikke komposition for første gang. Det er svært at begribe, og man spørger sig selv, om man virkelig lige har læst så stort et mesterværk, og så er man alligevel aldrig rigtig i tvivl om, at det har man.