Alfons Åberg

Hvordan ser din familie ud?

28.01.24
Der er mange måder at være familie på, men er det også noget, vi kan se i billedbøgerne?

I anledning af Hovedbibliotekets Alfons Åberg-udstilling, har vi taget et kig på, hvad der findes af børnebøger med andre familiemønstre end mor-far-og-børn.

Alfons er enebarn og bor med sin far Bertil i et højhus i en svensk forstad. De har tit besøg af Alfons’ farmor og vennerne Viktor, Mille og usynlige Svipper. Far Bertil har mange gode ordsprog og leveregler, men i Hvad sagde Alfons Åbergs far? finder vi ud af, der alligevel godt kan gå koks i det i en travl hverdag. Pludselig drypper det med vaniljeis ude på hattehylden, og Alfons lange underbukser… de ligger i dybfryseren!

Fantastisk forskellige familier

I Thomas Lagermand Lundmes billedbog Om lørdagen tegner man bare sne illustreret af Kamila Slocinska er hovedpersonen en børnehavedreng, hvis far er hjerteknust. Han er blevet forladt af sin kæreste og kommer først i bedre humør, da han går til bageren efter berlinere og får et godt øje til bageren, der er Amanda C fra børnehavens onkel.

I billedbogen Bennys far kører tog får en kvinde et barn med en togfører, der allerede har en familie. Den er skrevet og tegnet af Rikke Villadsen, der giver den fuld visuel skrue i fortællingen om en udenomsægteskabelig romance, der involverer en skipper, en månemand og et surt egern, der hedder Hr. Pettersson.

Hjemme hos mor får jeg altid sushi handler om Magda, der bor på skift hos sin far og mor. Der gælder forskellige regler for orden, aftensmad og sengetid i de to hjem, og forfatter Anne Sofie Hammer skildrer meget kærligt, hvordan man som barn også kan få vendt det til sin fordel, at den ene forældre ikke ved, hvad der er tilladt hos den anden.

Illustrator Karla Nor Holmbäck har skrevet og tegnet en rimet potpourri af rimede fortællinger om, hvordan familier kan se ud. I Vores fantastisk forskellige familier kan du både møde cirkusfamilier, storfamilier, bittesmå familier med hund, familier med to mødre, familier med ingen mødre – og måske en familie, der ser ud ligesom din!

Find flere bøger om Alfons Åberg her

Materialer