3 skarpe fra Christoffer Guldbrandsen på Filmstriben
Dokumentarfilmsinstruktør og journalist Christoffer Guldbrandsen har modtaget Gentofte Kommunes Kulturpris 2025, og vi har i den anledning fundet tre Guldbrandsen-film frem på Filmstriben.
Af Thomas Kastberg
Christoffer Guldbrandsen brød igennem med dokumentaren "Fogh bag facaden" i 2003, som kan ses på DRTV. Her kan du også se hans seneste dokumentar "A Storm Foretold" fra 2023, som følger kongemageren bag Donald Trump, Roger Stone.
På Filmstriben finder du tre andre af hans roste dokumentarer.
Den hemmelige krig (2007)
En skarp politisk dokumentar, der undersøger, hvad de danske specialstyrker egentlig foretog sig i Afghanistan – og hvilke politiske motiver der lå bag. Filmen stiller også spørgsmålet, om danske soldater tog afghanske fanger og siden udleverede dem til amerikanske tropper, som ikke nødvendigvis fulgte Genèvekonventionen.
Dagbog fra midten (2009)
Christoffer Guldbrandsen tegner et fascinerende portræt af partiet Ny Alliances fødsel, storhed og fald. Filmen giver en sjælden adgang til den politiske bagscene, hvor vi tæt følger Naser Khader, Gitte Seeberg, Anders Samuelsen og partiets spindoktorer – fra partiets stiftelse i maj 2007, gennem valgkampen og frem til den dag, det hele falder fra hinanden.
Præsidenten (2011)
Christoffer Guldbrandsen går igen bag magtens facade – denne gang i hjertet af europæisk politik.
For første gang får offentligheden et indblik i en af de mest afgørende – og mest besynderlige – beslutningsprocesser i Europas nyere historie. Ambitionen var at samle EU under en stærk præsident, men resultatet blev noget helt andet.
Filmen fortæller historien om en supermagt, der skulle vælge sin præsident – og endte med en mand, der slet ikke ønskede posten.