Biblioteket anbefaler: Bogen "Nøglebarn"
Hvordan bryder man fri af generationers svigt og tavshed? I sin seneste roman dykker Morten Pape atter ned i sin familiehistorie og forsøger at forstå de fædre, der aldrig var der – og den arv, de efterlod sig.
Af Gentofte Bibliotekerne
"Jeg ville slet ikke skrive om noget personligt. Aldrig igen. Men brønden er ikke tømt, vandet er giftigt, livet kontamineret. Måske findes der en forsoning gemt i nysgerrigheden?"
Med Nøglebarn tager Morten Pape igen livtag med sin egen familiehistorie og stiller både sig selv og læseren de svære spørgsmål:
Hvad er det med fædre og deres gentagne svigt og mangel på anerkendelse af deres sønner? Nedarves traumerne? Og er Morten selv “nøglebarnet” til at bryde med generationers hemmeligheder, fortielser og mangel på kærlighed?


Romanens to spor
Det ene spor begynder i tiden efter udgivelsen af Papes debut Planen (2015) og undersøger, hvad det gør ved ham og hans familie, at alle nu kender til hans dysfunktionelle opvækst. Morten vender tilbage til Urbanplanen for at holde foredrag om sin bog – i netop det miljø, han har skildret så råt.
Samtidig har han modtaget et brev fra sin far Ole med den famøse overskrift “Til mine børn.” Et brev, som han igennem bogen kredser om, men ikke tør åbne. Hvad der står i det, må læseren selv opdage.
I det andet spor føres vi tilbage i tiden til oldefar Carl Holger, farfar Carl og far Ole. Gennem indblik i deres arbejdsliv, familieliv og skelsættende oplevelser tegnes forbindelser på kryds og tværs. Én rød tråd lyser med næsten neonagtig styrke: den manglende anerkendelse fra de evigt svigtende og fraværende fædre.
En fødsel og et spøgelse
Bogens prolog begynder hårdt og brutalt med en voldsom fødsel, der ender i død og en sorg, der aldrig bliver bearbejdet. Oldemor Hedvig forstener i sin sorg, mens oldefar Carl Holger kaster sig ind i sit arbejde som ingeniør – og ikke mindst et prestigefyldt filmprojekt med selveste Carl Th. Dreyer.
Han lukker af for følelserne over for alle andre end barnebarnet Eva (og til dels operasangerinden Inga), som var den eneste, der kom levende ud af prologens sønderlemmende scene.
Hans søn Carl – Mortens farfar – driver rundt i en handlingslammelse, kører taxa og kæmper sig igennem livet. Fra tid til anden får han besøg af sin afdøde søster Bente i en spøgelsesagtig skikkelse, der både prikker til sorgen og hans dårlige relation til Carl Holger.
Mænd, fædre, kærlighed
I nutidssporet vinder nysgerrigheden over Mortens ellers faste beslutning om ikke længere at beskæftige sig med sin personlige historie i forfatterskabet. Selvom han kæmper med spørgsmålet om, hvordan man kommer videre efter at have udstillet sin families dysfunktionalitet for hele Danmark, giver hans dyk ned i tidligere generationers mænds liv nye perspektiver på fortællingen fra Planen.
Morten Pape stiller spørgsmålene: Hvad er succes? Hvornår er man tilfreds med sit liv? Han placerer dem i en bredere samtale om mande- og fædrerollen – et tema, som også andre samtidige forfattere (bl.a. Daniel Dalgaard og Jesper Stein) beskæftiger sig med.
Jeg ser frem til at læse den bebudede efterfølger til Nøglebarn, som vil kredse om Papes familiehistorie på mødrene side.
Mød Morten Pape på Gentofte Bogmesse
Du kan møde Morten Pape til Gentofte Bogmesse lørdag den 22. marts på Gentofte Hovedbibliotek.
Om Morten Pape
Morten Pape (f. 1986) er opvokset på Amager i Urbanplanen og er uddannet manuskriptforfatter fra den alternative filmskole Super16.
I 2015 romandebuterede han med Planen, der tog udgangspunkt i hans egen opvækst og som vandt BogForums Debutantpris. I 2018 fulgte han op med romanen Guds bedste børn, som modtog DR Romanprisen. I 2021 udkom tredje og afsluttende roman i Amager-trilogien, I ruiner, der blev belønnet med Politikens Litteraturpris.
I 2019 modtog han det tre-årige arbejdslegat fra Statens Kunstfond.