Biblioteket anbefaler: Bogen "Postkortet"
Anne Berests "Postkortet" er en dybt bevægende og medrivende roman, der elegant balancerer mellem det biografiske, det historiske og det slægtsfortællende.
Af Morten Krøier Grützmeier
Romanen tager udgangspunkt i en virkelig hændelse: En dag modtager Anne Berests mor et anonymt postkort, hvor navnene på fire familiemedlemmer står skrevet – hendes oldeforældre og deres to børn, som alle blev deporteret til Auschwitz i 1942. Postkortet bliver udgangspunktet for en lang rejse tilbage i familiens og Europas mørke fortid.
Et nærværende og dobbelt blik
Anne Berest skriver sig selv ind som figur i fortællingen – både som forfatter og fortæller, men også som en fiktiv version af sig selv. Hun er på én gang hovedperson og efterforsker, datter og barnebarn, vidne og gætter.
Den dobbelthed, hun indtager, skaber et særligt nærvær i bogen: Vi følger hende i nutiden, mens hun forsøger at afdække postkortets afsender og samtidig rekonstruerer familiens historie under Holocaust. I det felt, hvor det dokumentariske og det fiktive smelter sammen, opstår en stærk litterær kraft.
Fortielse, fortrængning og forvandling
Anne Berest kommer fra en slægt af kunstnere og intellektuelle – hendes oldefar var maleren Francis Picabia, en markant skikkelse i den franske avantgarde. Alligevel har hendes familie gemt deres jødiske ophav væk i generationer.
Det er først gennem arbejdet med Postkortet, at denne gemte del af identiteten træder frem, ikke bare som en historisk kendsgerning, men som noget levende og formende. Romanen bliver dermed også en fortælling om fornægtelse og fortrængning pga. frygten for gentagelse af fortidens Holocaust, og om hvad det vil sige at være jøde i en eftertid, hvor fortidens traumer stadig kaster skygger.
En uafrystelig fortælling
Det, der gør Postkortet så stærk som roman, er netop dens evne til at bevæge sig mellem tider og stemmer. Vi følger den unge Myriam – Anne Berests mormor – i 1930’ernes og 40’ernes Frankrig, gennem flugt, kærlighed, desperation og modstand. Vi mærker angsten, den systematiske forfølgelse og den langsomme erkendelse af, at hjælpen ikke kommer.
Fortællingen er båret af et sprogligt overskud og en sirlig pen, der med stor indlevelse og empati formidler menneskene bag tallene, navnene og arkivmaterialet.
Postkortet er en roman, der åbner for spørgsmål om identitet, arv og ansvar. Den er personlig og politisk, undersøgelse og bearbejdelse, og så er den ganske enkelt uafrystelig god læsning.
