Biblioteket anbefaler: Bogen "Kollaps"

Kollaps er seneste udgivelse i Édourd Louis’ anmelderroste forfatterskab. Han skriver i en kølig distanceret stil og med sproglig begavelse, og har - med udgangspunkt i sit eget liv - et stærkt blik for den franske underklasse. 

Han har skrevet om sin egen barndom og ungdom som homoseksuel i et samfund, hvor homofobi var en del af hverdagen, og om sin far og sin mor i et liv præget af fattigdom, vold og sexisme. 

I Kollaps forsøger han at forstå sin brors sørgelige skæbne.

Min bror, min bror

Da Édouard Louis hører om sin brors død, har han for længst gennemført den smertefulde bevægelse væk fra sin sociale baggrund og ind i det kulturelle samfundslag, som han fra efterstræbt lige fra barndommen.  Broren har han ikke set i 10 år, og både den sociale som den følelsesmæssige afstand er uoverstigelig.
 

“Jeg følte ingenting, da jeg fik meddelelsen om min brors død; hverken bedrøvelse eller fortvivlelse, hverken glæde eller fryd”.

Trods sin afstandtagen og afsky for broren, har Louis et oprigtigt ønske om at forstå, hvem broren var, og hvad der blev hans skæbne. Han taler med mennesker, der kendte broren, og møder et mere sammensat billede: en omsorgsfuld, kærlig mand, som alkoholen forvandlede. 

Et forsøg på at forstå et kollaps

Kollaps er Édouard Louis’ forsøg på at begribe et menneske, der gik i stykker. Romanen kredser om broren, der døde som blot 38-årig efter et liv præget af misbrug og vold, indtil kroppen bogstaveligt talt gav op.

Spørgsmålet, Louis stiller, er ikke blot, hvorfor broren døde, men hvordan et menneske kan gøres ansvarlig for et liv, der fra begyndelsen var formet af fattigdom, vold og svigt.
 

”Man må forstå, at min bror kæmpede en konstant kamp for at bryde den forbandelse. Men han beherskede ikke flugtteknikkerne, han var viklet alt for tæt ind i sin egen eksistens …”.

Som Louis antyder, forsøger broren flere gange at komme “op til overfladen igen”, og noget af det mest smertefulde i romanen er kontrasten mellem brorens ambitioner og det liv, han endte med at leve. Han var en drømmer, men hans drømme rakte længere end de traditionelle forestillinger om familie og stabilitet. De handlede om anerkendelse, respekt og ære – mål, der forekom stadig mere uopnåelige, jo længere livet skred frem.

Romanen bliver dermed ikke blot historien om én mands sammenbrud, men om besværligheden ved at undslippe sin sociale arv – og om den vold og armod, der reproduceres, når ingen griber ind.

Voldens kredsløb

I Louis’ skildring fremstilles volden som et kredsløb, der gentager sig. Broren er offer for vold i barndommen, men bliver senere selv voldelig – især når alkoholen tager over. Louis nægter at adskille disse to sider af ham. I stedet viser han, hvordan vold læres og reproduceres i bestemte sociale miljøer:
 

”… jeg kender den så godt, den glæde som drenge som min bror føler, når de begår overgreb, letheden de bliver opfyldt af, når de konstaterer, at deres bytte sidder i saksen, og at det lider …”.

”… det er den samme ophidselse der viste sig i ansigtet på drengene i skolen, når de slog mig og kaldte mig klamme svans ...”.

Louis retter blikket mod fædre, stedfædre, skolesystemet og de sociale institutioner, der aldrig greb ind. Ingen tog ansvaret, før det var for sent. Volden bliver ikke et individuelt karakterbrist, men et socialt sprog, der gives videre, ofte uden refleksion.

Kollaps (L’Effondrement) udkom i 2024 og blev oversat til dansk i 2025 af François-Eric Grodin.