Biblioteket anbefaler - Bogen "Verdens bedste film"

Det kan filminstruktør og forfatter Sebastian Cordes i den grad. I Verdens bedste film – Et essay i nærheden af Chantal Akerman, skriver han med smittende passion og beundringsværdig ømhed om den belgiske filminstruktør Chantal Akermans film, "Jeanne Dielman, 23 quai du Commerce, 1080 Bruxelles". 

Filmen var den første, instrueret af en kvinde, der fik titlen som verdens bedste film på filmmagasinet Sight & Sounds top-100-liste. Bogen begynder med denne kåring, der satte filmen på alles læber. Men kåringen blev ikke et punktum for Cordes. Tværtimod:

”Jeg har villet skrive mere om filmen før, men skubbet det til side. Ingen kendte den. Nu måtte alle se den. På en måde var jeg lykkelig, tænk et fællesskab. Men ambivalensen i udråbelsen er stor.” 

At tale om verdens bedste film med en god ven 

Igennem bogen bliver læseren ført ind i Akermans liv, hjulpet på vej af forskellige teoretikere som Walter Benjamin, Simone de Beauvoir og Édouard Glissant. Men også forfatterens egen opvækst og forhold til filmen er med til at berige læseren og gøre os klogere på, hvorfor filmen er så fantastisk og vigtig. 

Den tre timer lange film udfoldes minutiøst scene for scene. Det lyder måske kedeligt og langtrukkent, men det er det bestemt ikke. 

Bogens grafiske opsætning giver læseren et pusterum og et naturligt skift mellem Cordes’ refleksion i grå farve på den ene side og filmens handlingsreferat i blå farve på den næste side. Igennem bogen bliver vi taget med på Akermans rejse fra barndommen i Belgien til 70ernes New York, hvilket skaber en god kontrast til Jeannes liv i den lille lejlighed. 

Sammen med Cordes’ skrivestil, som nok bedst kan beskrives som et kamera, der zoomer ind og ud, giver det en nærværende og dvælende tekst, der skifter fra personlig refleksion til forbilledlig formidling. Netop derfor føles bogens opbygning, ja, som en lang og dyb samtale med en god ven. Cordes formulerer det selv præcist: 

"Ethvert værk er et landskab, men indtræder også i et endnu større landskab. Floden som en del af havet, bjerget som en del af bjergkæden etc. Vi står nu her: Det er umuligt at gå tilbage til Jeanne Dielman uden at tage stilling: er vi enige eller ej?" 

Fra arkivet til Marcel Proust 

Det omfattende og imponerende arkivarbejde, som Cordes udfolder, dokumenterer på skønneste vis Akermans kamp for at få udgivet sine film. 

Samtidig får læseren et indblik i hendes helt nære relationer, hendes tætteste samarbejdspartnere og hendes jødiske rødder, hvilket giver en følelse af at lære Akerman at kende på et personligt plan. En anden af bogens særlige kvaliteter er, at Cordes får talt om hendes bøger og hendes forhold til Marcel Proust. 

Forholdet til Proust var en uundværlig inspiration for Akerman i arbejdet med erindring og tid. Det understreger hendes tværæstetiske tilgang til sin egen praksis, og filmmediet og er med til at give læseren et dybdegående indblik i Akermans kunstneriske liv. Samtidig spekulerer Cordes over, hvordan en film om en enlig mor og måske sexarbejders dagligdag er blevet kåret til verdens bedste film. 

Teksten veksler mellem store politiske og dybt personlige problematikker, men går også ned i de små detaljer i filmen, som den blå farve på Jeannes tøj, og de kartofler hun skræller til sig selv og sin søn. Det giver teksten en god balance mellem detaljer og store narrativer. 

Farven blå, patriarkalsk begær og tavshed 

Cordes lader den blå farve, kartofler og hjemmets rolle fylde i sin fortælling; ligesom Akerman selv gjorde det i sine film. Men han lader også sine egne interessefelter som queerness og forholdet mellem det indre og det ydre få plads. 

Emner som tavshed, patriarkalsk begær og forholdet mellem Akerman og hendes mor bearbejdes. Flere steder ender refleksioner med at stå tilbage som sitrende tavshed eller åbne spørgsmål. Og det er netop tavsheden, som giver åbningen. Læseren kan selv fylde tavsheden ud. Om det så er med gentagelser, afvigelser, som Akerman selv gjorde det, eller noget helt tredje, lader Cordes læseren selv vælge. 

Bogen er for læsere af poetiske essays, eksperimenterende biografier og for folk, der interesserer sig for filmhistoriens store instruktører. Den henvender sig især til læsere med hang til store kulturpersonligheder og dem, der drømmer om at komme helt tæt på et mesterværk.