Biblioteket anbefaler: Bogen "Levende og døde"

Vi befinder os i Gwangju, Sydkorea, i maj 1980. Et fredeligt studenteroprør er blevet mødt med brutal militærvold, og flere hundrede civile demonstranter bliver dræbt. I en lokal idrætshal forsøger en gruppe unge frivillige at organisere de mange lig – at identificere de døde, give dem værdighed og hjælpe de efterladte. 

Midt i dette kaos følger vi drengen Dong-ho, der desperat leder efter sin forsvundne ven.

Et poetisk og smerteligt vidnesbyrd

Han Kangs roman væver fortællingerne fra forskellige mennesker sammen – demonstranter, torturofre, sørgende forældre og pårørende – alle dybt præget af massakrens ar. Deres liv er forbundne af én fælles skæbnetråd: volden, sorgen og erindringen om det, der skete i Gwangju. 

Fortællingen bevæger sig gennem årtier og viser, hvordan smerten og tabet fortsætter med at leve i kroppe, minder og tavshed. Romanen er både et råb om retfærdighed og et poetisk vidnesbyrd om menneskelig værdighed midt i umenneskelighed.
 

"Efter du døde, kunne jeg ikke holde en begravelse, og så blev mit liv til en begravelse."

Og netop det uafsluttede er et tema. Som en del af volden fjernede og tilintetgjorde militæret selv mange af ligene, hvilket efterlod et smertefuldt tomrum og en uforløst sorg hos de efterladte, som blev frataget retten til afsked.

Sorgens mange stemmer og perspektiver

Historien fortælles i seks kapitler gennem forskellige karakterer, der hver bærer på deres version af tab og traume. Deres historier fletter sig ind i hinandens og - viser det sig til sidst - også ind i Han Kangs egen historie. 

Vi møder den 14-årige Dong-ho, som leder efter sin ven og som slutter sig til de frivillige, der hjælper med at organisere og identificere de mange lig. 

Vi møder sjælen fra en af ofrene i en massegrav, en forlagsredaktør udsat for hård censur, en fabriksarbejder mærket for livet af tortur, en mor, som ikke kan finde fred og begrave sit barn, og som derfor ser sit barn alle steder. Og vi møder forfatteren, som ønsker at dokumentere og videreformidle ofrenes vidnesbyrd.

Tavshed og censur som forlængelse af vold

I Levende og døde skildrer Han Kang, hvordan tavshed og censur ikke blot dækker over volden – det forlænger den. Efter massakren i Gwangju forsøger myndighederne at skjule sandheden ved at fjerne lig, manipulere med information og true overlevende til tavshed. Denne systematiske fortrængning af begivenhederne gør det umuligt for de efterladte og samfundet som helhed at bearbejde deres traumer.

Når volden ikke anerkendes, bliver den siddende som et åbent sår i både individet og kollektivet. Tavsheden bliver en ny form for vold, der fratager mennesker retten til deres historie, deres sorg og deres stemme. Dermed viser romanen, at sandhedens fravær kan være lige så ødelæggende som voldens tilstedeværelse.  

Erindring som modstand

Og dermed bliver erindringen et våben mod glemsel og uretfærdighed. Han Kang lader sine karakterer vidne om volden, sorgen og tabet, selv når det er smertefuldt at huske. Gennem deres fortællinger holdes ofrene i live, og den censurerede historie får stemme. At huske bliver en form for modstand – en insisteren på, at det skete, og at det ikke må ske igen

Fra individuel til kollektiv bevidsthed

På den måde forvandler romanen individuel smerte til kollektiv bevidsthed og bliver ikke kun vigtig for Sydkorea, men universel i sit budskab. Den minder os om, at det at fortælle og lytte er en nødvendig kamp mod tavshedens vold.

Det fik mig til at tænke på den danskproducerede dokumentarfilm The Act of Killing, hvor tidligere bødler i Indonesien rekonstruerer deres forbrydelser. Her bliver selve handlingen at genfortælle – og iscenesætte – drabet en måde at afdække, hvad det vil sige at tage liv og forsøge at leve med det. 

Ligesom hos Han Kang bliver sandheden og erindringen en konfrontation med voldens menneskelige pris.

Levende og døde er oversat af Juliane Wammen.