Biblioteket anbefaler: Bogen "Fnok"
Hvis du kan lide at læse romaner, der både rammer følelsesmæssigt og sprogligt, så vil du elske "Fnok" af Kenneth Thordal.
Af Signe Langtved Pallisgaard
Fnok ['fn^g] sb. fælleskøn (-ken); – lille dusk af tynde hår, der sidder på frøet hos planter med vindspredning, fx mælkebøtter og tidsler. Oprindelse: beslægtet med fnug.
I bogen møder vi Tom, som efter sin teenagedatters død lever et liv i stilstand. Han har trukket sig tilbage bag nedrullede gardiner og bevæger sig kun nødtørftigt ud i verden iført mørke solbriller og cykelhjelm efter gentagne hjernerystelser.
Hans hverdag er præget af sorg og desorientering, indtil små forstyrrelser begynder at trænge sig på: en sovende pige i opgangen, en insisterende nabo og en kvinde, der ønsker at male hans portræt.
I løbet af nogle få vinterdage bevæger Tom sig gennem en tilstand af rus, musik og næsten hallucinatoriske oplevelser, hvor virkelighed og fantasi flyder sammen. Mest rørende er det, at hans afdøde datter stadig taler til ham: Som en stemme, der glider ind og ud af fortællingen og giver sorgen en mærkelig form for nærvær.
Sanserne bliver aktiveret
Det, der virkelig løfter romanen, er en blanding af det fine sprog og den sansemættede stemning. Det er intenst og til tider overvældende, som om ordene selv forsøger at rumme noget, der egentlig ikke kan forklares.
Resultatet er et stærkt portræt af både personlig sorg og en mere generel følelse af rodløshed i en individualiseret samtid.
Kenneth Thordal er oprindeligt musiker, sanger og sangskriver og har udgivet flere dansksprogede albums. Hans kunstneriske udtryk er tydeligt præget af en musikalitet og en følsomhed over for stemninger, som også mærkes i romanens rytme og tone.
Stilsikker debut
Bogen er desuden inspireret af hans egen datters død, hvilket giver fortællingen en særlig tyngde og autenticitet. Fnok er hans romandebut, men den fremstår bemærkelsesværdigt sikker i både stil og form.
Det er ikke en let læseoplevelse, men en, der sætter sig. Hvis du har lyst til en roman, der tør dvæle ved tab og meningsløshed og samtidig finder små, skrøbelige sprækker af lys, så er Fnok værd at give sig hen til.
Du kan møde Kenneth Thordal på Gentofte Bogmesse den 9. maj klokken 12.45 i Øregårdssalen. Han er i samtale med litteraturformidler Christine Fur Fischer.