Film

Tyske film i topklasse på Filmstriben

Tysk film er kendt for stærke historiske fortællinger, der giver et indblik i samfundet, kulturen og den turbulens, landet har været igennem. Vi har udvalgt fire nyere tyske film på Filmstriben, der alle har noget helt særligt på hjerte.

Af Lisa Stahlhut

”Sterben” fra 2024

Et sorthumoristisk filmdrama om den dysfunktionelle Lunies-familie, der har været splittet i årevis. 

Moren Lissy ser frem til friheden, når hendes demensramte mand flytter på plejehjem. Sønnen Tom er dirigent og arbejder på det storladne musikværk ”Sterben” og prøver at balancere karriere, en depressiv ven og rollen som bonusfar. Søsteren Ellen har en affære med en gift tandlæge, mens hun drukner sine bekymringer i alkohol. 

Da døden banker på samles familien igen, og resultatet er lige dele tragisk, komisk og uforudsigeligt. 

Fra filmen Sterben
Foto: Filmstriben

”Human Factors” fra 2021 

Vi møder det moderne tysk-franske par Nina og Jan, der sammen ejer et reklamebureau. De løber pludselig ind i problemer med hinanden, da Jan indgår en aftale med en ny politisk klient fra et kontroversielt parti. Det sætter deres samarbejde og prioriteringer på prøve.

For at slippe af med spændingerne tager de til deres sommerhus ved vandet sammen med deres børn Max og Emma. Det idylliske afbræk afbrydes dog af et mystisk indbrud, som for en stund bringer familien tættere sammen, men beretningen om hændelsen begynder at falde fra hinanden, og parret får en stigende mistillid til hinanden.

Fra filmen Human Factors
Foto: Filmstriben

”Kærlig hilsen, Hilde” fra 2024 

Vi er i Berlin i 1942, og det er den smukkeste sommer nogensinde. Hilde er dybt forelsket i Hans og lykkelig gravid. 

Hans er involveret i den anti-nazistiske modstandsbevægelse sammen med en gruppe venner, der senere bliver kendt som "Det Røde Orkester". Drevet af kærligheden til Hans, bliver Hilde også medlem af gruppen, hvor hun hjælper til med flyveblade og kommunikationen med andre modstandsfolk. 

Men det værst tænkelige sker. Hilde bliver arresteret af Gestapo, og håbet om en lykkelig fremtid slukkes. Hilde føder deres fælles søn i fængslet, alt imens hun ængsteligt venter på nyt om Hans skæbne. Den desperate situation til trods udviser Hilde en inspirerende styrke gennem kærligheden til sin nyfødte søn.

Fra filmen Kærlig hilsen, Hilde
Foto: Filmstriben

”En dag vil vi fortælle hinanden alt” fra 2023 

En sanselig og smuk film om kærligheden mellem det unge par Maria og Johannes i en skelsættende tid i Tyskland. Året er 1990, Berlinmuren er faldet, men genforeningen mellem øst og vest er endnu ikke en realitet. 

Det er højsommer, og vi er i det tidligere DDR, hvor det unge par bor sammen på loftet hos Johannes’ forældre. Midt i den landlige idyl, aner man, at Maria længes efter noget mere. Hun pjækker fra skolen, tilbringer dagene med at læse Dostojevskij og driver gerne alene rundt i sommerlandskabet, mens Johannes mest er optaget af det nyeste fotoudstyr fra vesten. 

En dag på en af Marias ture, møder hun enspænderen Henner og hans skræmmende Dobbermanns. Det slår hurtigt gnister imellem dem, og på trods af stor aldersforskel indleder de et hedt kærlighedsforhold. 

Fra filmen En dag vil vi fortælle hinanden alt
Foto: Filmstriben