Biblioteket anbefaler: Filmen ”Grandmother"
Kan en utilpasset teenager og en alkoholglad bedstemor finde fælles fodslag? "Grandmother" er en rørende fortælling om generationsmøder, livsvalg og nye begyndelser.
Af Lisa Stahlhut
Filmen er et rørende og tankevækkende familiedrama, der udforsker forholdet mellem generationer og livets store spørgsmål. En velskrevet historie med dybde, som både underholder med sin tragikomiske facon og giver stof til eftertanke.
Vi følger teenageren Sam (George Ferrier), hvis selvdestruktive opførsel har sendt ham ud i en nedadgående spiral. Da han smides ud af kostskolen, bliver han hentet hjem af sin far (Marton Csokas), der i mellemtiden også har installeret Sams alkoholiske og ekstremt selvoptagede bedstemor Ruth (Charlotte Rampling) i huset, da hendes helbred skranter.

Ruth har aldrig været vellidt i familien, men nu sidder hun dér – i kørestol endda – og kræver sin del af opmærksomheden. Da faderen pludselig må rejse væk i en periode, efterlades Sam og Ruth alene i huset. Sam bliver sat på en hård prøve af sin stædige og dirigerende bedstemor og får travlt med at forsyne hende med friske gin-sjusser.
Den fantastiske natur
Langsomt ændrer deres relation sig, og Sam opdager, at Ruth er mere interessant, end han havde troet. På trods af generationskløften nærmer de sig hinanden, og der opstår en mulighed for dem begge til at forstå sig selv på en ny måde. Filmen viser, hvordan to viljestærke personligheder, trods deres forskelle, kan finde fælles grund og hjælpe hinanden med at tackle livets udfordringer.
"Grandmother" imponerer ikke kun med sin historie, men også med sine smukke visuelle elementer, der indfanger den fantastiske New Zealandske natur. Filmen udforsker temaer som aldring, familiedynamikker og livsfilosofi.
Skuespillet er en af filmens store styrker – især Charlotte Rampling brillerer i rollen som den sarkastiske Ruth, mens George Ferrier giver et fint og nuanceret portræt af den unge, selvdestruktive Sam og hans udvikling.
Mere info om "Grandmother"
Udgivet: 2021
Instruktører: Matthew J. Saville
Medvirkende: Charlotte Rampling, Marton Csokas, George Ferrier m.fl.