Biblioteket anbefaler: Bogen "Sort hjerte"

I romanen møder vi Emilia, som efter et langt fængselsophold vender tilbage til sin barndoms isolerede bjerglandsby – Sassaia i Piemonte. Emilias far ønsker, at hans datter havde valgt et andet sted at starte på ny – en storby, hvor hun kunne være anonym og indhente sin tabte ungdom. 

Men Emilia er beslutsom. For hende har minderne om barndommens somre i bjergene været det eneste lys i de mørke år bag tremmer. 

Hun skal flytte ind i sin tantes hus, som har stået tomt siden tanten døde nogle måneder efter “hændelsen” – “af sorg,” sagdes det.

"Himlen var ellers blændende blå den formiddag. Nattens regn havde renset luften, så man kunne se selv de fjerneste detaljer, og der hang et særligt lys over alting, som om ingen nogensinde kunne dø, og intet kunne slutte på denne uskyldsrene bjergkam."

På trods af sin beslutsomhed bliver Emilia alligevel overvældet af stilheden, mørket og ensomheden. Landsbyen virker helt forladt, og den første nat får hun slet ikke sovet.

Mødet, der ændrer alt

Nogle dage senere møder hun Bruno, en jævnaldrende mand som arbejder som folkeskolelærer i den nærliggende by (historien fortælles fra hans perspektiv). Da hun føler sig både udmattet og opgiven, beder hun ham komme hjem til hende og tale, indtil hun falder i søvn.

Bruno bliver både forvirret og stresset over anmodningen. Han har allerede hørt rygterne om den unge kvinde med det røde hår og den ceriserøde læbestift. Han har skimtet hende gennem husets vinduer og set hende danse til høj musik – et syn, der berørte ham dybt.

Da mørket falder på, banker han alligevel på Emilias dør med en stak bøger, som han vil læse højt for hende. Aftenen udvikler sig hurtigt til noget mere passioneret, og snart begynder de et forsigtigt forhold. Men Bruno bærer også på egne hemmeligheder – noget, der deler hans liv i et før og efter.

Når fortiden ikke slipper taget

Emilia ved heller ikke, hvordan hun skal kunne forlige sig med sin fortid og turde tro på en fremtid. Tænk, hvis nogen genkender hende? Det, hun har gjort, og hemmelighederne fra fortiden, plager hende konstant. 

Fra starten af romanen står det klart, at Emilia har begået en grov forbrydelse, men som læser holdes man længe hen i uvisheden om gerningen.

“Livet spørger ikke om lov, det lader sig ikke planlægge. Tværtimod elsker det at tage røven på én.”

Skyld, tilgivelse og håb

Sproget i Sort Hjerte er levende, smukt og følelsesladet med en intensitet, der holder læseren fanget fra start til slut. Romanen er ikke kun en fortælling om at tilgive andre, men også om at finde tilgivelse for sig selv og turde tro på, at livet kan begynde på ny.

Historien bygger på solid research og møder med unge indsatte, hvilket giver en autentisk skildring af livet i fængslet, venskaberne mellem pigerne og de udfordringer, der følger med at vokse op bag tremmer. Samtidig formår forfatteren at beskrive roen og skønheden i bjergene, hvilket skaber en smuk kontrast mellem mørke og lys.

Refleksion og kærlighed

Romanen stiller svære spørgsmål om, hvad der kan tilgives, og hvad man kan tilgive sig selv. Den minder os også om, at børn, der begår forbrydelser, stadig kun er børn – et tema, der er højaktuelt i vores tid. Fortællingen lader ofte tvivlen blive Brunos tvivl og inviterer læseren til refleksion. Samtidig er det en roman om kærlighed og den forsoning, der opstår, når man både elsker en anden og forsøger at elske sig selv.

Sort Hjerte er en medrivende og vedkommende roman, som både rører og fastholder læseren og efterlader håb om, at kærlighed og forsoning altid er mulige.